KIS’ HISTORIE


49 år, 10 måneders løbekarriere og nu med planlagt halvmaraton.

Djævlebakkeløbet Risskov 2015

Djævlebakkeløbet Risskov 2015

” Se mor – Rune fra RunningNow starter et hold der hedder I gang med løb – det er da lige noget for dig” sagde Kristine, min datter på 20 år, i januar 2015. Både min mand og datter løb sammen med Rune hos RunningNow, hvilket de var meget begejstrede for.

Skulle jeg nu til at betale for at ”gå til løb”, når jeg lige så godt kunne løbe en tur herhjemme. Min løbekarriere indtil da bestod af almindelig motionsløb i kvarteret. Mine løbeture har oftest været 3,5 km, når jeg var i super form løb jeg dem uden pauser. Jeg har dog altid haft en tendens til at få ondt af mig selv og gå noget af turen. Baggrunden for løbeturene har oftest været at tabe et par kilo.

Da vi startede hos I gang med løb i Januar ved Iskiosken i Risskov var vi ca. 10 kvinder, der alle stod og fortalte at vi var absolut ikke i form.  Rune stod der med sit rare smil og sagde ” I kommer ikke til at fortryde de gange i møder op, men I kommer måske til at fortryde de gange I ikke møder op” – jeg tænkte du kender vist ikke mig med hang til god mad og rødvin! Jeg har før tit fortrydt en løbetur, fordi jeg har fået så ondt bagefter. Men jeg smilede og sagde ” Det lyder dejligt” og tænkte hvor mange gange er det nu jeg har betalt for….

Rune fik ret – jeg har ikke fortrudt en eneste træningstime jeg er mødt op til – jeg er udeblevet fra nogen få, men jeg har haft stabilt og stort fremmøde. Jeg har fortsat med at betale for at gå til løb af mange grunde men her er nogen af dem:

  • Jeg har det sjovt
  • Jeg kan tydeligt se og mærke hvor hurtigt og hvor meget jeg forbedrer mig
  • Rune og gruppen holder modet oppe hos mig i de perioder hvor motivationen falder lidt
  • Løbeholdet er en fantastisk åben og livsbekræftende gruppe at være en del af
  • I 2016 bliver jeg 50 år og min gave til mig selv er at løbe Bestseller halvmaraton
  • Jeg holder nu af at løbe og jeg gør det af lyst
  • Det er simpelthen alle pengene værd, for det jeg får fysisk og psykisk ved løb har jeg ikke fået andre steder ved anden træning, cykling, spinning, pilates, fitness, osv…

Under turene med I gang med løb og nu Runes darlings ( navnet har gruppen selv fundet på ), har jeg løbet til jeg var ved at besvime og haft det sjovt med det. Jeg har fundet ud af, at jeg elsker intervaller og at jeg altid har lidt energi tilbage til en spurt. Jeg elsker at blive udfordret på, hvem der kommer først til Ishuset. Jeg er så ligeglad med om jeg har mere energi og kræfter, hvis jeg kan komme først så gør jeg alt for det.

At løbe har i det sidste år ændret sig radikalt i min verden. Det har fået meget mere indhold end at løbe de ekstra kilo af sidebenene. Jeg løber nu fordi jeg nyder det og fordi jeg er imponeret over at kunne træne min krop op til en halvmaraton. Den ændring skyldes at jeg valgte at gå til løb og jeg har ikke fortrudt et sekund.

Venlige hilsner

Kis Holm Laursen

2016 –  50 år og halvmaratonløber