Hvad er springerknæ?

Springerknæ opstår, når knæets store trækkesene (quadricepssenen) bliver overbelastet på nedre kant af knæskallen, hvor den hæfter. Quadricepssenen er aktiv, når knæet strækkes ved f.eks. spark og spring – deraf navnet springerknæ.

Lidelsen er meget almindelig og rammer som nævnt især folk, der dyrker idræt med mange spring, men kan i princippet ramme alle idrætsudøvere.

Årsag til springerknæ

Generelt skyldes springerknæ ensformige gentagende belastninger af knæsskalssenen. Tilstanden er altså relateret til overbelastning og ofte er der sammenhæng med mange kraftige afsæt f.eks. ved pludselige skift i løberetning.

Overbelastning af knæskalssenen medfører mikroskopiske bristninger af senevævet, som med tiden kan blive fortykket. Da aktiviteten ofte fortsætter på trods af ømheden, der til at begynde med går væk efter opvarmning, opstår der med tiden en kronisk inflammation i senen. Smerterne tiltager og efterhånden bliver det umuligt at løbe.

Symptomer på springerknæ

Indledningsvist fremkalder spring og lignende ømhed ved nederste del af knæskallen. Der kan være ubehag mere eller mindre hele tiden, men især ved knæbøjning og – strækning opstår der smerter.

De første uger eller måneder forvinder smerterne efter opvarmning. Holder man ikke pause, når de første symptomer melder sig, bliver smerten efterhånden kronisk og skadesperioden muligvis forholdsvis langvarig.

Behandling af springerknæ

Korrekt behandling i de indledende faser er helt afgørende for et godt resultat. Behandlingen består primært af aflastning fra smerteudløsende aktiviteter hurtigst muligt efter smertedebut.

I genoptræningen lægges vægt på udspænding og styrketræning af forreste lårmuskel i form af langsom, tung styrketræning især i den eccentriske fase, hvor musklen aktiveres samtidig med den udspændes. I den akutte fase kan medicinsk behandling med gigtpiller forsøges. Ved langvarige gener uden forbedring kan injektion af binyrebarkhormon komme på tale.

Prognose

Behandles springerknæ tidligt i forløbet kan skaden i nogle tilfælde ophele på få uger. Har tilstanden derimod stået på i flere måneder, og specielt hvis der ved ultralydsscanning er fundet fortykkelse af og forandringer i senen, kan der gå måneder til halve år, før man er klar til at løbe igen.

springerknæ

Video om springerknæ