Sundhed, kost og køn

Sundhed, kost og køn 

Løb har et utal af helbredsmæssige fordele og nedenfor opstilles nogle af de vigtigste sammenhænge mellem løb og sundhed.

  • Løb er en effektiv form for kredsløbstræning, der vedligeholder og styrker hjertekar-systemet og musklernes evne til at optage ilt fra blodet. Løbetræning mindsker risikoen for kredsløbslidelser som forhøjet kolesterol, blodpropper, hjertestop og sukkersyge.
  • Løb giver bedre kondition, så arbejdsbelastninger i dagligdagen føles mindre anstrengende. Da kroppen har en større ydeevne, bliver man mindre sårbar overfor overbelastningsskader.
  • Løb forbrænder mange kalorier og er en god træningsform ved ønske om vægttab eller til at forhindre fedme.
  • Appetitten ændres, så mange får lyst til sundere og mere kulhydratrig mad i stedet for den kalorieholdige søde og fede mad.
  • Løb er en vægtbærende træning, der sender stød op gennem kroppen ved hvert skridt. Træning med stødbelastning kan styrke knoglerne og modvirke knogleskørhed.
  • Løbetræning er sundt for ens mentale velbefindende og opbygger i mange tilfælde selvtillid og personlig styrke. Løb giver hjernen en pause og frigiver hormoner, der bekæmper stress og depression.
  • Undersøgelser har vist at løb mindsker risikoen for kræft, særligt kræft i lever, mave, tyktarm og bugspytkirtel.

 

Kost og væske

Det er vigtigt at sørge for en god sammensætning af den daglige kost og væskeindtagelse, hvis man vil yde optimalt i forbindelse med sin træning. Kroppen har brug for energioverskud for at kunne præstere, og energien kommer fra det, vi spiser og drikker. Træningsmængden, intensiteten, kostens sammensætningen og om man er mand eller kvinde, er afgørende for, hvor meget mad, en løber bør spise.

En fornuftig løbekost er ikke så anderledes fra almindelig sund kost, og det anbefales at spise grove fuldkornsprodukter, frugt, nødder, grønsager og fed fisk. Det er ligeledes vigtigt at drikke meget væske, især vand. Fødevarer, der bør undgås er derimod fedt fra mættede fedtsyrer, tilsætningsstoffer og sukker.

I forhold til træning bør man sørge for, at den kost man indtager er nedbrudt og omdannet til energi inden træningen. Blodet vil under en løbetur blive omfordelt, så det løber ud til musklerne i stedet for til de indre organer, der sørger for fordøjelsen. På denne måde får man ikke udnyttet kostens nærringsstoffer og potentielle energiindhold. Endelig er det en god ide – dagen før træningen – at spise grove produkter, der er langsomt fordøjelige, mens hurtige kulhydrater kan indtages lige før og under løbetræningen.

 

Alder og køn

Det kan være svært at vide, hvornår et barn er modent til at løbetræne. Der er visse ting, man bør være opmærksom på – særligt ved langdistanceløb. Hvor gammelt bør et barn være, før det begynder at dyrke langdistanceløb eller anden idræt på konkurrenceplan? Tager barnets ufuldendte knoglebygning skade af den hårde træning? Hvilke fysisk og psykiske konsekvenser har det, når barnet bliver underkastet hård træning? Der findes ingen endegyldige svar på spørgsmål som disse, da det afhænger af barnets fysiske træningstilstand. Ved overdreven løbetræning er der imidlertid risiko for at overbelaste knoglernes vækstzoner på grund af den store stødbelastning, og det kan føre til uens vækst i knoglerne.

Det væsentligste i tilrettelæggelsen af løbetræning for børn er, at man ikke forsøger at pådutte dem træningsprogrammer og metoder, der er beregnet til voksne. Så længe man lader legen og barnets egen lyst styre træningsmængden, er der ikke nogen særlig risiko for overbelastningsskader.

Menneskets fysiske arbejdsevne er størst i 20-30 års alderen og herefter ældes kroppen gradvist. Nedsat balance og koordination, mindsket knoglestyrke og kropslig bevægelighed samt fald i både muskelmasse og muskelstyrke er fysiske forandringer, der sker i en naturlig aldringsproces. Dette bør der tages højde for i tilrettelæggelsen af en løbetræning til ældre, og man bør have respekt for, at alt tager længere tid – derved er alder ingen hindring for langdistancesport.

I dag træner kvinder og mænd næsten efter de samme grundlæggende træningsprincipper, og de fysiologiske forskelle mellem kønnene er begrænsede. Mænd løber alligevel hurtigere end kvinder, hvilket skyldes, at de er højere og stærkere end kvinder kvinder fra naturens side har en højere fedtprocent, mens mænd har en større muskelmasse.

 

gratis prøvetime runningnow løbeklub
faq spørgsmål og svar løbeklub runningnow
betingelser og vilkår for medlemskab runningnow løbeklub