Get up!

kl 22.05 fredag d 15/11 bimler vækkeuret på tlf. Søvndrukken får jeg det slukket og realiteterne går op. For trejde gang skal jeg til at klargøre mig til trailløbet, Costa Blanca Trails

Hvorfor hulen deltage i de samme løb 3 gange? Der er en del årsager til det. Først og fremmest, så ligger løbet på et super godt tidspunkt på året hvor det ikke umiddelbart er så mange andre løb af den slags. Distance og højdemeter tiltaler mig rigtig meget. Vejret er som regel ok i Sydspanien på det tidspunkt. Logistikken er ganske simpel og selve løbet er godt arrangeret.

Vejrudsigten forud for løbet virkede ret god. Tørt vejr med solskin hele lørdagen – men før dette ventede der en kold nat med meldinger ned til minus 10 grader på rutens højeste pkt. 

Der var lidt overvejelser frem og tilbage omkring tøjvalg men endte i shorts, langærmet baselayer, t shirt og vindjakke. I rygsækken havde jeg lange tights samt en regnjakke hvis det skulle blive alt for koldt…og apropos rygsæk…. i flyet på vej til Spanien finder jeg ud af at rygsækken mangler en strop til at spænde den fast. Der sidder 2 stk i front, men kloge Åge her havde åbenbart på et tidspunkt pillet den ene af derhjemme og glemt at sætte den på igen. Klovn!!!!

Fik lavet en løsning med at bruge et snørebånd fra en reservesko – det virkede fortrinligt og samtidig gav det et visuelt udtryk af at jeg løb med butterfly 😉

Der er en del forskellige distancer at vælge imellem: 101 km, 84 km, 46 km, 29 km og 20 km. “Mit” løb var 101 km med 6000 højdemeter 

Starten

Michael og jeg ankom til startområdet hvor vi mødte Peter og Flemming, der også skulle løbe de 101 km. Der var en hyggelig og afslappet stemning her inden start. 10 minutter inden startskuddet blev vi ført gennem en sluse hvor vi fik vores GPS smidt i rygsækken ( I øvrigt det mest velfungerende trackingsystem jeg har prøvet under et løb)

Geartjek var særdeles mangelfuldt – jeg blev blot “mærket” lidt på rygsækken hvorefter jeg fik tommelop i forhold til at have tlf med. Det var det eneste tjek der var i hele løbet.

Inde i startboksen får vi ønsket hinanden godt løb – startskuddet går og floden af trailløbere strømmer ud igennem Finestrat´s gader og op mod den voldsomme stigning til Puig Campana

 

Det er galt, det her!

Efter et par km stille og roligt opad går det for alvor løs. Den vertikale km er (for mig) total legendarisk og vild. Og som de 2 foregående gange jeg har deltaget når jeg lige at tænke, at den jo bestemt er til at klare. Skraldebang siger det og så går det ellers lodret op på et særdeles kringlet stykke. Og for at det ikke skal være løgn går “Lemming-Dannie” og omkring 20 andre deltagere forkert og havner i en form for rende/skakt fyldt med sten. Vi bevæger os langsomt opad og kan til højre spotte de andre pandelamper hvor vi skulle have været.

Efter 10 minutter i grus helvede hvor det bogstavelig talt er to skridt frem og et tilbage beslutter jeg mig for at søge på tværs af skrænten og over mod de andre pandelamper. Det var så absolut en fornuftig beslutning for kort efter er jeg på rette vej (spor) igen hvilket giver mig ro i hovedet.

Efter løbet har jeg kigget lidt på data over denne stigning. Fra 3-4 km er det steget 455 højdemeter og jeg tog 31 minutter om 1 km!!!!!!

Kommer langsomt, men sikkert op på toppen og kan se det helt fantastiske view tilbage over Benidorm´s lys. Det første stykke af nedløbet er virkelig svært, men tager den med ro og synes hurtigt jeg er nede ved første depot ved små 8 km.

Løber direkte igennem det idet depot nummer to ligger små 5 km efter

(Tæt på toppen af Puig Campana i dagslys)

Mod første depotstop

Sig mig lige….kommer der et tordenvejr nu???? Det glimtede i hvert fald ret så kraftigt ude over vandet. Kunne dog ikke høre tordenbraget, så tillod mig blot at nyde lysshowet mens jeg luntede ned mod depotet. Et ganske fornuftigt nedløb frem mod Helipuerto de polop ved cirka 12 km.

Dejligt at få tanket lidt op og få noget i maven. Løbet er for alvor startet og første forhindring overstået. 

Efter depotet er der nogle km på et lille singletrack spor. Lidt op og lidt ned, ud og ind mellem træer inden vi kommer ud på en støt stigende asfaltvej, der senere går over i en bred grusvej. I princippet kunne der godt løbes her, men jeg vælger at speedhike stykket og småjogge der hvor det gik nogenlunde ligeud. Absolut ingen grund til at forhaste noget nu og inden længe er jeg inde på løbets anden stigning.

Den er bestemt overkommelig og fører os op i små 1000 m over havet. Heroppe skal vi løbe de næste 10 km med vinden susende om ørerne. 

Første bjergryg

Der er stadig sporadiske lyn i det fjerne. Ikke noget jeg frygter skal komme over til os og med det i tankerne er det egentlig temmelig spektakulært. Det næste, lange stykke er ret koldt. Vinden er kraftig og det er begrænset med læ. Stykket her er ikke kropumuligt at løbe, så heldigvis kan jeg holde mig lidt i gang. Bruger lidt tid på at spise lidt energi her. Både en gel og 1 bar. Maven er i topform hvilket jeg inde i mig selv har en fest over….

Laaaaangt om længe rammer vi næste depot omkring 27 km ude. Det luner lidt at vide, at herfra starter et længere nedløb hvilket altid giver varmen igen grundet de mange opbremsninger.

Der er god blanding af virkeligt svære stykker og ret løbbare steder. Lige inden næste depot skal vi ned igennem den famøse “kloak” som sidste år var godt oversvømmet. Heldigvis var det relativt tørt denne gang, så ingen falden på hale komedie fra min side.

Jeg løber godt tilfreds med situationen ind til næste depot ved 33 km med tanken om at der nu vil komme et relativt let stykke med en del asfalt…jeg skulle blive klogere!!!

Det må være en fejl….eller…

Spiser en 1/2 sandwich i depotet og napper et par kopper cola. Det føles som om at det er det jeg har brug for og lyst til her.

Løber ud i mørket på ny og har et ganske kort stykke med singletrack inden jeg kommer op til asfaltvejen. Her vidste jeg at der skulle løbes let ned efterfulgt at et længere transportstykke inden påbegyndelse af en lang stigning.

Lige efter det korte nedløb bliver vi ledt til venstre og ind på nogle stier. Er med det samme klar over at de har ændret ruten her. I stedet for asfalt er vi ret hurtigt inde på singletrack og stigningen.

Fedt. Det er noget underligt underlag her. Noget helt hvidt og porøst og vi bevæger os på et særdeles smalt spor. Et enkelt sted kan jeg og en anden, som jeg er nået op til ikke finde ud af hvor vi skal hen ad. Efter lidt søgen ser vi at strimlen har gemt sig bag 2 store buske og derefter fortsætter vi. Vi har ret forskelligt tempo nu og jeg fortsætter op alene.

Det er en super fed stigning, synes jeg. Singletrack med klippevæg på den ene side og langt ned på den anden side. Ikke noget farligt. I begyndelsen er den noget stenet, men langsomt åbner landskabet sig op og bliver mere “storslået”. 

Mørket presser stadig på og kulden er tiltagende. Jeg når op til en anden deltager hvis tempo passer godt til mig og vi fortsætter mod toppen sammen.

Det er simpelthen så bidende koldt nu. Længere oppe på bjerget er en deltager krøbet i ly ved et klippefremspring. Vi spørger om han er ok og han fortæller han bare lige vil have lidt mere tøj på og vi fortsætter derefter.

Det sidste stykke er stejlt og teknisk, men endelig er vi fremme ved Mallada Del Llop og her, lige ved betonsøjlen, der markerer toppen af bjerget, dukker morderen fra “I know what you did last summer” frem…. Denne gang trods alt (og heldigvis) kun en forklædt fotograf med en stor regnjakke med hætte.

 

Kom så med noget varme

(Toppen i dagslys)

…var nogenlunde min tanke da jeg havde grinet af efter morderfotografen. Det eneste jeg havde kunnet holde varmen på var en ustyrlig morsom lyd min følgesvend kunne lave. Han lød virkelig som om han var i gang med……øhhhhhh…..noget helt, helt andet. Det var altså sjovt at gå og høre på – her midt på bjerget.

Jeg havde også brug for noget til at abstrahere mig fra kulden. De næste 8 km foregik i højderne. Lidt op og lidt ned på noget teknisk terræn.  Her var jeg mens solen stod op og et fantastisk skue åbnede sig.  Det booster energien voldsomt. Langt om længe ramte jeg næste top (sidste af 3 forskellige her) hvor der også var depot.

Nu kunne det lange nedløb frem mod Confrides og hoveddepotet begynde

En blandet landhandel

Ud over kanten og afsted i fornuftigt tempo. Er ved 50 km og de næste 8 km foregår mere eller mindre nedad. Starter stejlt ud, men kort efter ryger vi ind i sådan nogle kanaler hvor der kunne have løbet vand. Bunden er i hvert blød og lidt fugtig. For første gang i løbet lyner jeg min vindjakke op og tankerne går nu frem mod hoveddepotet hvor jeg har en dropbag.  Der er alle mulige forskellige typer af underlag på dette stykke. Lidt mudder, grusvej, singletrack og en lille smule asfalt i bunden. Jeg begynder at være sulten nu. Har om natten taget 2 gels og 1 bar plus det løse i depoter, så et mere bastant måltid så jeg meget frem til. Maven havde opført sig fuldstændig eksemplarisk og på intet tidspunkt givet lyd fra sig – eller det er også løgn….der HAR været lyd på, men ikke nogle problemer 🙂

Nå…..nu må jeg snart være i depotet – kigger lige lidt op fra underlaget og kan se at der altså lige er et stykke vej endnu. Der er måske maks 200 højdemeter op – men det er altså en sjat når benene lige var klar på at sidde stille….NU. Samtidig stod der en god flok mennesker og heppede. Det var næsten lidt synd for dem, fordi det tog så lang tid at komme op. Inden jeg nåede toppen råbte en mand til mig at han skulle vide mit nummer og jeg viste ham det. Det var bare sådan at min dropbag stod klar. Fedt.

Confrides til Aitana

(Kunne ikke finde billede fra depot i Confrides 😉 )

En milepæl var nået og jeg kunne egentlig ganske pænt tilfreds sætte mig ved bordet og få styr på mine ting. Jeg var besluttet på at det hed t shirt fra nu og resten af løbet. Jeg havde jo stadig vindjakke og sågar regnjakke i rygsækken. 

Fik tømt min rygsæk for skrald og fyldt nyt energi i lommerne.  Spiste 1 sandwich med ost og skinke og en ordentlig håndfuld meloner. 

Bruger som regel ikke vildt lang tid i depotet og heller ikke her. 

Da jeg kom ud blev jeg ramt af hvor koldt det faktisk var. Klokken var godt 10 om formiddagen, men hold nu fast vinden var kold. Hmmm..der gik ikke mange minutter inden jeg fortrød kun at løbe i t shirt, men besluttede at give det en halv time inden jeg ville ændre på det.

Kort efter jeg var kommet afsted går det op for mig at vi kommer til at skulle gå en anden vej end vanlig op til toppen. Det var en lille smule skræmmende helt nede fra bunden at kunne se op til toppen hvor masterne og satellitstationen stod.

Men heldigvis for mig var det “bare” én lang og jævn stigning, så afsted det gik. Temperaturen dykkede drastisk de sidste 300 højdemeter. Jorden var frossen. Vandpytter frosset til is og mine bare arme var pænt kolde. Men nu kunne jeg se op til depotet på toppen. 

Var kommet op til et par lokale gutter som deltog i løbet “som par”. Den ene havde tydeligvis mere overskud end den anden og kunne lidt engelsk. Han var helt euforisk og fortalte at grunden til rute ændringen op til toppen var fordi der netop kun til dette løb var blevet åbnet op for at vi kunne komme helt op forbi stationen på toppen. Før var vi ligesom kommet op til toppen nedenfor . Den gamle rute, synes jeg, var mere spektakulær. Men hvad. Det var fedt og en SINDSSYG flot og klar udsigt der var. Man kunne tydeligt se kystlinien og bagsiden af Puig Campana.

Trasker videre og op af en lille bakke med en fotograf på toppen. Får lige taget et enkelt, lettere opstillet billede der 🙂

Fra top til bund – 70 til 82.5 km

De første km ned fra toppen var ret svære at få noget flow på. Der var sten i alle afskygninger som strittede op fra stien. Så tempoet her kunne nok bedst kategoriseres som let trav. Synes at kunne huske dette stykke ret godt fra de foregående 2 år. Skulle bare lige have overstået det første, stejle stykke hvorefter det ville blive relativt nemme km hen mod nedløbet til Sella.

Begyndte her at mærke sådan en form for boblende optur. Inderst inde vidste jeg at jeg ville gennemføre nu med mindre jeg kom til skade. Langt de fleste højdemeter var i bogen. Hoved, krop og ben opførte sig ok. Jeg kunne holde mig løbende i længere stykker her. Også selv når det steg let. Jeg holdt et lavt tempo, men jeg holdt mig i gang.

Langsomt kom jeg nærmere depotet ved 78 km, men inden depotet valgte jeg at gå og spise en bar. Selvom jeg kunne holde mig løbende var der en del træthed også i kroppen. Tror det var velvalgt at prioritere noget mad og energi. 

I depotet fortalte de at det lige ville stige en eller to km ganske let og derefter stejlt, stejlt ned. Jeg begyndte at fokusere på kommende udfordring. Nedløbet mod Sella.

Inden længe kom jeg til det lille træskilt med teksten “Sella 2 km”. Sidste seriøse slag skulle slåes.

Første stykke går jævnt, men ikke vildt stejlt ned og man når lige at få tænkt. Det her – det er altså ikke så slemt, for derefter at bande og svovle egne ord langt ind i h……

Det bliver vanvittig stejlt og jeg er virkelig ringe og overforsigtig når det bliver sådan. Det er som om at der skal tænkes ekstra over hvert eneste skridt og at hele kroppen er med i at tage det. Det går helt ok. Sætter fødderne på de sten der er mest “rene” uden småsten og jord, for der står jeg fast. 

Men så sker det pludselig – jeg skrider – og for at redde styrtet jager jeg mine stave til siden. Den ene får fat i underlaget, men den anden sidder fast mellem 2 sten og knækker. Jeg må ned på røven, men heldigvis er styrtet afbødet. Trods alt billigt sluppet med en knækket stav her.

1 km senere er jeg nede i byen Sella og depotet. 

Her er der en rigtig god stemning og under 20 km igen. Yes

De slagne

Det ligner lidt et feltlazaret her. Der sidder en del deltagere fra forskellige distancer. En del ser godt og grundigt brugte ud og de fleste, inkl mig selv, går på en lidt akavet måde. 

Endnu engang en ordentlig omgang melon og noget cola. Har det glimrende, egentlig, og føler mig godt tanket op. De næste 12 km er relativt lette. Det stiger dog støt, men ikke stejlt. Det foregår på en grusvej primært. 

(Måske lidt malplaceret billede, idet det er taget på opstigningen til Aitana)

Kommer op til en anden deltager på samme rute som mig. Han taler engelsk og selvom han er fuldstændig smadret, så vil han gerne snakke.  Han har ligesom jeg deltaget i løbet de sidste to år og får knævret lidt, mens vi går raskt. Efter 5 minutter siger jeg, at jeg gerne vil prøve at løbe her, mens han siger han venter til det sidste nedløb med at løbe. Hvis han da kunne! Ret fedt at møde én, som trods det at være helt kvæstet stadig holdt humøret højt.

Jeg bider tænderne sammen på dette stykke og bruger tempoet på uret for at motivere mig. Når det steg måtte jeg ikke bevæge mig langsommere end 6 km/t, ligeud skulle jeg løbe 9 km/t.

Lige inden sidste depot kommer der et kort, men svært stykke. Det slår rytmen ret meget i stykker, men ned kommer jeg. Det er sådan en form for sprække i en stejl klippe hvor der er en del der klatrer. Nede og tværs over på den anden side og ind på en bredere grusvej igen.  Inden længe når jeg sidste depot ved omkring 93 km

Mod mål

Lidt vand i den ene dunk og et stykke melon i hånden. Videre med mig. Kommer en på et smalt singletrack spor der går let nedad. Der går 8 mand foran mig og virker ikke umiddelbart til at have lyst til at lade mig komme forbi. Gør nok heller ikke det store væsen af mig, men samler kræfter til den kommende lille 150 højdemeter stigning. Da vi kommer ned i bunden finder gruppen ud af at jeg egentlig gerne vil forbi og jeg får lov til at tøffe videre. Trasker med min ene stav op af bakken og napper de sidste højdemetre for denne gang.

Lige før nedløbet tager jeg en beslutning. Den skal have FULD GAS ned til til mål. Benene er nogenlunde friske og jeg kender dette nedløb rimelig godt (har løbet det nogle gange på en ferie). 

Løber stort set alt hvad jeg kan på dette stykke. Er kun lige nede i gå tempo et par steder hvor det bliver teknisk – men ellers løber jeg i runners high rus ned mod mål. Rundt i sving og med uvant “fuld risiko”. Yeeeeeeehaaaaa. Det var dælme sjovt og før jeg får set mig om kommer jeg ud på asfalten i Finestrat. Under 1 km igen og jeg nyder det. Suger det hele til mig og kommer i mål i tiden 16 timer og 27 minutter. Cirka 45 minutter hurtigere end sidste år.

Efter løbet

De fleste danskere kom godt igennem og nu kunne søndagen ellers bruges på hygge, røverhistorier, gamle heavynumre, masser af mad og øl i rå mængder.

Kan ikke sige det nok. Costa Blanca Trails er, for mig, en helt fantastisk måde at slutte sæsonen af på. I skrivende stund er jeg godt i gang med at få styr på 2020. Egentlig har jeg besluttet mig udelukkende at prøve “nye” løb plus at jeg ikke i august måned kommer til at have et stort hovedmål. 

Tusind tak for alle Jeres støttende ord før, under og efter – det betyder voldsom meget 🙂 Kæmpe tak til Scott Sports Danmark, Altra Danmark, Elitegear.dk og Agisko Denmark for Jeres support.

 

Kom godt igennem jul og nytår 😉 

Ses derude

KH

Dannie