Planlægning

Da jeg begyndte at kigge lidt på planlægning af sæson 2019 havde jeg lidt den der mavefornemmelse af ”unfinished business” fra løbet Compressport UTM tilbage fra 2017. Det var bestemt en ret fed oplevelse, men de vildeste stigninger og højeste bjerge var skåret fra grundet meget sne.

 

Derfor blev det hurtigt en realitet at jeg ville til Portugal igen for at få hele oplevelsen af løbet. Løbet skulle foregå sidst i marts og der skulle samtidig afholdes Portugisisk mesterskab på Ultra ruten. Dvs at der på samme rute ville være 2 felter. Et åbent løb samt et mesterskabsløb

Da vi kom ind i det nye år kunne jeg godt fornemme at det nok blev en solo tur for mig og derfor blev rejsen særdeles tætpakket ude megen tid hverken før eller efter løbet. Logistikken blev til: Flyve kl 6 fra Billund fredag morgen. Var fremme i start/målbyen Amarante (inkl en mellemlanding) kl 12.30. Byen ligger kun 45 minutters kørsel fra lufthavnen. Løbet startede fredag aften kl 23.00. Hjemrejsen skulle foregå søndag morgen kl 5 – så derfor ikke voldsom meget tid efter løbet heller. Nok om det og tilbage til det, det handler om. Trailløb.

 

Hente startnummer og miniturist

Der var kongevejr her godt middag. Termometeret i byen viste 26 grader og der var ikke meget vind. Vejrudsigen sagde nøjagtigt samme vejr hele løbsdagen. Fuldstændig anderledes end i 2017 og der var absolut ingen tvivl om at hele ruten kunne løbes i år.

Det gik glat med at få hentet startnummer. Det foregik på expoen som lå på en stor plads ved floden der løb igennem Amarante. Virkelig idyllisk sted med en karakteristisk stenbro og en kirke i baggrunden. Havde egentlig besluttet mig for at ville have en middagslur nu her, da jeg havde været oppe siden kl 3.40, men var bare ikke træt. Det blev i stedet til en slendretur langs floden. Lidt op til kirken. Et cafe besøg og sådan lidt gammelfar agtigt siddende på en bænk og bare kigge på floden.

 

 

Da klokken blev 5 spiste jeg lidt let aftensmad og derfefter tilbage på værelset for at se om jeg kunne få sovet. Det lykkedes helt perfekt. Faldt ret hurtigt i søvn

 

 

Kl 21.30

..ringede vækkeuret og det var tid til at blive klar. Forinden havde jeg pakket det hele, så det var egentlig bare op og igang. I bad og på med tøjet. Vejret så jo bare genrelt ud til at blive godt, men om natten i bjergene kan det sagtens blive køligt. Og som jeg husker området her, så var det ret åbent og blæsende på toppen.

Lidt om løbet:

Det er 3. udgave og i år skulle der holdes Portugisisk mesterskab på 105 km ruten. Derfor ville deltagerne her blive delt op i to felter.

 

Ruterne bestod af

 

105 km / 6400 højdemeter

54 km / 3200 højdemeter

25 km / 1400 højdemeter

Der er start og mål for alle distancer i byen Amarante. Man kommer igennem et område som hedder Marao – deraf navnet på løbet. De sidste 2 år har vejret virkelig været hårdt. Koldt, regn, sne og blæsende.

 

Kl 22.45 begav jeg mig ud af expo-teltet for at gå over til start. Lige lidt kaos her idet vi alle skulle igennem en sluse hvor 3 ting fra obligatorisk udstyr skulle vises. Det tog lidt tid, men igennem kom jeg og de andre. Der var to startbåse. Én til deltagerne i mesterskaberne og én til os andre.

Kl 23.02 (eller deromkring) blev løbet skudt i gang. Fantastisk endelig at komme i gang. Jeg synes jeg var klar og i godt humør. Følte at tøj og grej var afstemt, så nu var det bare om at komme i gang. Startede ud med en sløjfe rundt i Amarante inden vi løb væk fra byen og kom ud på stierne

 

Mod første depot (Efter 18 km)

 

 

Dejligt af jogge ud i natten, væk fra byen og ud på stierne. Det første mange km var lidt en blanding af det hele. Små stier og relativt lette singletracks. Igennem flere små byer samt en hel del korte op og nedløb. Flere steder stod folk og heppede. Det var ret fedt. Synes det hele kører ret fornuftigt. De første 90 minutter foregår med over 8 km/t – men så kommer vi til den første ”rigtige” stigning. Så begynder det at stramme til. Tempoet går drastisk ned og bjerggearet skal findes frem. Den er dælme stejl, men heldigvis ikke voldsom lang. Deroppe i det fjerne kan jeg høre nogle stå og heppe og se 2 skarpe lyskegler også. Det er en ret bred vej belagt med lidt småsten og skærver, så vi kan rutche lidt i det. Selve stigningen her er vel omkring 300 højdemeter og husker den tydeligt fra 2017. Det var mega koldt, blæsende og åbent. Skarp kontrast til dette års udgave. Kommer op på toppen, drejer skarpt til højre hvorefter et særdeles stejlt og skærvefyldt nedløb venter. Heldigvis kort og hurtigt overstået. Snart herefter kommer første depot.

 

Selvom jeg stort set aldrig bruger meget tid i depoterne, så synes jeg det er lidt hyggeligt og spændende at se hvad de tilbyder. Hjælperne omkring løbet er virkelig gode til at sørge for en. Tager som en selvfølge flasker og fylder op med hvad vi ønsker. Under mine depotbesøg tager jeg nærmest fast 2 kopper cola og noget brød med ost.

 

NU TAGER DU DIG SAMMEN

Vel tanket op kom jeg ud på ruten igen og følte ”Nu er vi sådan rigtigt i gang”. Da jeg har løbet i godt 3 timer oplever jeg noget jeg aldrig før har oplevet….Tankerne begyndte at drille. Og pludselig gik jeg og bildte mig selv ind at trailløb er kedeligt. Har jo set og oplevet sådan et løb ”100 gange”. Hvorfor gider jeg egentlig. Får jeg noget som helst ud af det, udover at bruge tid væk fra min kone og mine børn samt bruge en masse penge? Nej hvor er det åndsvagt og dumt. Disse tanker kværnede rundt i en evighed (Måske reelt kun 10 minutter). Det var virkelig massivt men på dette tidspunkt kom der heldigvis en engel op på den modsatte skulder af hvor djævelen sad. (Jer der ser Disney sjov, kender den med Pluto). Jeg stod i midten af diskussionen og den der måde at fjerne sig lidt fra tankerne hjalp og fik faktisk humøret vendt. Jeg er udemærket klar over hvorfor jeg dyrker trail og ultralløb – de afsavn der selvfølgelig er, har vi vendt og drejet derhjemme. Fokus og ikke mindst den sædvanlige glæde og tilstedeværelse kom tilbage. Fedt.

Ruten er stadig præget af kortere stigninger og nedløb. Kan godt mærke at det teknisk begynder at blive lidt mere svært. Et sted skal vi passere en gammel, rådden hængebro hvor de der brædder den er lavet af, er knækkede flere steder. Her i pandelampens skær virker det altså rimeligt spooky – men det gik jo og kort efter kom andet depot ved 28 km

 

Jeg er ved at blive gammel

Fra dette og til næste depot ved cirka 40 km er jeg seriøst blank. Jeg kan se på profilen at vi kommer op over en 500 højdemeter stigning, men kan ikke huske den….Men efter depotet her så skal jeg lige love for at hukommelsen er tilbage. Depotet ved de 40 km minder om sådan en lille bjerghytte. Der er virkelig ikke meget plads og da stedet ligeledes er et ”hoveddepot” med mulighed for dropbag, så er der altså ret crowded. Jeg havde inden løbet besluttet kun at gøre brug af dropbag i sidste hoveddepot efter 75 km. Bliver sådan lidt små stresset over at der næsten ikke er til at komme til selve depotet. Men stille og rolig kommer jeg til og får fyldt op. Bagefter bliver jeg guided ind igennem bygningen og ud af en bagdør og ud i natten igen.

 

Bjergene kommer

Nu går det løs – de næste 35 km ville blive de vildeste i løbet. Lange stigninger med lange nedløb. Allerede da vi kommer ud af depotet begynder stigningen. Jeg tager min anden gel i løbet. Synes jeg har fået knækket koden godt med mit ”nye” energiprodukt fra Agisko. Har på dette tidspunkt spist 1 bar og så de 2 gels. Overordnet set brugte jeg før (især gels) som boost og for at få et kick. Nu bruger jeg dem nærmest ”forebyggende”. Bevares – jeg kan godt mærke når jeg tager en gel, men først efter lidt tid. Samtidig er min oplevelse også at jeg ikke sådan får følelsen af at gå kold.

Tilbage på bjerget og til stigningen der ville føre os op til godt 1200 m over havet. Det var netop på dette stykke ruten var voldsom ændret i 2017, så det var ren fryd at skulle arbejde sig videre op. Stigningen var stejl men bestemt til at arbejde med.

Inden for den næste halve time oplevede jeg noget magisk og fuldstændig unikt. Ligesom dengang jeg var på stykket Congust De Mont Rebei i løbet Montsec Ultra, så har dette øjeblik fra Compressport UTM brændt sig ind i hjernebarken.

 

 

Kl var omkring 6 om morgenen og jeg var meget tæt på toppen. Jeg kunne fornemme at solen var ved at stå op i det fjerne. Indenfor ganske få minutter begyndte farverne i horisonten at ændre sig. Fra sort, til dyb violet og bagefter over i orange/gul. Ligesom tæppet der bliver trukket væk og man endelig kan se scenen i teateret. Et view, et fuldstændig i mine øje, legendarisk view blev åbenbaret. Jeg kunne se vanvittig langt omkring. Små byer dernede og veje der bugtede sig rundt. De meget karakteristiske vindmøller der stod på toppene rundt omkring. Lyset blev skarpere og skarpere og på få minutter kom der også varme og jeg tog den lette vindjakke af. Jeg er ikke særlig god til at stoppe op under et løb, men her gjorde jeg det 2 gange på det sidste stykke mod toppen. Får gåsehud endnu over at tænke på det. Har jo før oplevet solopgange i løb, men denne havde den vildeste timing. Alt gik bare op i en højere endhed

 

 

Det sidste stykke op mod toppen var rigtig stejlt og de efterhånden mange km i benene kunne mærkes.

Det efterfølgende lange nedløb var løbets længste sammenhængende og faldt næsten 1000 højdemeter. I starten var det teknisk og bøvlet. Tog lang tid, men løsnede langsomt op og kunne løbes uden at bruge alt for mange kræfter.

Rammer depotet ved omkring 54 km

 

KMV – Kilometer Vertical

Havde inden løbet luret på hjemmesiden at der lå en vertical km her midtvejs. Netop dette lange nedløb med efterfølgende lange stigning var nok det jeg så allermest frem til i løbet. Kommer det sidste stykke ned i dalen, efter depotet, og tager fat på stigningen.

Inden da har jeg puttet den langærmede svedundertrøje i rygsækken, for solen har seriøs meget magt og det er varmt. Dammit, det er stejlt – allerede fra bunden. Det går langsomt og der skal arbejdes for hvert skridt. Kan skimte nogle stykker længere oppe og nærmer mig skridt for skridt. Det er total elefant kapløb her. Uendelig langsomt, men hele tiden i bevægelse. Det veksler mellem at være helt bart med solen lige i knolden og til at være i tæt buskads. Efter et godt stykke tid åbner terrænet og bjerget sig op. Jeg kan se toppen nu – se at der er et par mennesker der.

Inden det sidste stykke op får jeg mig lidt en griner. Har netop spist en halv bar fra Agisko hvilket blandt andet indeholder produktet Spirulina. Lidt efter har jeg lidt for meget mundvand og spytter på jorden…. Det er fuldstændig grønt…og inde i hovedet begynder jeg at digte små historier om at det simpelthen er fordi jeg besidder kræfter som Hulk ( Ja, ja…sorry – hvem sagde runners high 🙂 )

Foran mig er der nu en smal grusvej/sti som er tosset stejl og lige. Rimeligt anstrengende at kunne se de næste mange hundrede meter frem. Endnu engang ned og tælle skridt. Sveden hagler og jeg elsker virkeligt dette. At mærke solen prikke i huden og kroppen der arbejder sig frem.

 

Da grusvejen slutter bliver stien til singletrack det sidste stykke op. Stigningsprocenten tiltager og det bliver mere klippeterræn.

Endeligt når jeg toppen. Efter 1 time og 17 minutter (siger strava) har jeg fået løbets fjerde hurtigste tid på segmentet 🙂

 

Her på toppen er der igen et fedt view udover de mange vindmøller. Vi skal bevæge os et par km på plateauet inden depotet på toppen nåes.

 

 

På depotet bliver slikmunden fra Danmark i den grad snydt….I flere depoter har der været noget pizza agtigt, som smagte mig godt. Det var der også her – men der var samtidig også wienerbrød….et rigtig fedtet stykke wienerbrød. JAAAAA TAAAAAAAK siger jeg bare og høvler et stykke i gabet. Ikke noget med lige at tage små bidder, nej – bare ind i kæften. Splitsekundet efter forstår jeg at det så absolut ikke er wienerbrød. Jamen hvad er det så???? Pas – ved blot at det smagte af kul og var hårdt….Er sikker på de to kvinder der stod i depotet var ved at flække af grin. Der var kun mig i depotet og de kunne uden problemer se frustrationen i mine øjne. Det blev i hvert fald klart da den ene øjeblikket efter pegede på skraldeposen. Spyt – ud med det. Smilede lidt flovt tilbage…..sorry. Pyt med det. Humøret var højt og jeg kom videre.

 

 

Psykonedløb

Først er der lige 3-4 km på plateauet med lidt små bakker op og ned inden det lang nedløb venter Alt i alt godt 1000 m nedløb inkl de små bakker her på toppen.

 

Efter plus 60 km er det bestemt noget der kan mærkes. Jeg begynder nu at fokusere på hovedepotet som vi ville ramme efter cirka 75 km. Fremme ved det punkt var der kun 30 km igen. Jeg ville kunne få en tør trøje på osv.

 

Begynder det lange nedløb og kontrollerer det nogenlunde de første mange km er relativt tekniske – det er ikke et hurtigt nedløb, puha der skal arbejdes med fødderne. Sikkert nærmer jeg mig bunden og inde i hovedet gør jeg mig klar på at det sidste stykke ned garanteret er på en grusvej hvor der kan tonses lidt. Nope, klaphat, der åbner sig en fuldstændig vanvittig bakke/skråning nedad. Ret langt nedad endda. Det minder mig rigtig meget om nedløbet mod Sella i løbet Costa Blanca Trails. Jeg er mega dårlig til sådanne stykker. Bremser ekstremt meget og bruger mange kræfter på det. Jeg må bare bøje mig i støvet for de nedløbsfantaster der høvler forbi mig her. Jo jo – de skrider og falder da også i ny og næ, men det ser bare så irriterende legende let ud. Langsomt men sikkert kommer jeg ned mod bunden. Lårene brænder og jeg begynder virkeligt at se frem mod hoveddepot og dropbag.

 

 

Faktisk har netop det været min drivkraft de sidste km idet jeg var ved at være godt ristet og en lettere presset mand. I bunden vidste jeg at vi skulle nogle km op igen inden depotet var der. Nøj, de var lange nu. Havde ret meget krise, kogte og ville bare have min pause.

Endelig kom depotet deroppe – nu skulle jeg have ro og have motivationen på plads igen.

 

Manden med de blå handsker

Jeg kommer glad ind og får min dropbag, men lige inden jeg skal til at åbne den kommer en mand hen bag mig. Han er i gang med at tage blå gummihandsker på – sådan lægeagtig. Han stirrer på mig og siger: “Hello – I am the ref, I need to check your bag”. Ahh ok altså ikke en rektalundersøgelse eller andet spændende. Værsgo kammerat, jeg har styr på mine sager. Han vil se tlf, langærmet trøje og beklædning til under knæene. Op af tasken kommer det, men da han skal godkende mine knævarmere som i kombination med mine tights dækkede beklædning til under knæ stoppede festen. Nej – det var ikke ok. Det skulle være “pants”. Jeg trak dem på og prøvede at vise ham det. “No good”. Jeg fortalte, eller prøvede i hvert fald, at jeg for 2 år siden, i sne og regn til samme løb, brugte netop det samme udstyr hvilket blev godkendt. Lige lidt hjalp det.

Jeg bliver selvfølgelig også nød til at sige, at der i reglerne stod “pants below the knees”. Et eller andet sted er straffen vel ok.

Hold kæft hvor blev jeg gal og irriteret. Mest nok fordi jeg havde set frem til en pause, samle kræfter til det sidste og at komme afsted i godt humør. Min motivation var slået lidt i stykker. Jeg fik en tidsstraf på 2 timer. Jeg var ikke bange for ikke at gennemføre. Bare møg sur.

Total tøsesur og diva fornærmet hev jeg min t shirt af og skiftede til top. Tog lidt pasta med tun og gik ellers videre derfra.

 

Motivationsdyk

Hvad der skulle have været total overskudsboost, blev totalt det modsatte. Jeg var godt nok slukøret da jeg kom i gang igen. Kroppen var ok, men jeg gad ikke løbe. Jeg brugte mit krudt på at være demotiveret. Øv. Der gik måske 15 minutter med det og jeg var i gang med en “blød” knold med omkring 300 højdemeter.

Heldigvis lettede tågen i hovedet og jeg kunne begynde at tale lidt fornuft med mig selv igen….To timer fra eller til. Det er da bedøvende ligemeget når nu jeg ikke kæmper om en podieplads eller noget. Dette ville jo ikke ændre oplevelsen indtil nu. Løbet ville for mig stadig være det samme. Stille og roligt vendte humøret tilbage og jeg kunne begynde at presse på igen. Stykket frem mod næstsidste depot var heller ikke så vanvittig svært. Først en lille stigning efterfulgt af 5 km nedløb.

 

Jeg er lidt i tvivl om de specielle sten kom på toppen her, eller på sidste rigtige top. Ligemeget….i hvert fald var der mod toppen en klippe der var forment fuldstændig som et af de der ansigter på “påskeøen”. Jeg var vildt benovet og det var super fascinerende. Her på toppen løber vi forbi en række forskellige formationer af sten. Blandt andet en kæmpe sten der er flækket næsten helt ned og bare stod der og lignede en form for blomst. Sådan fortsætter det 1-2 km inden et mindre nedløb begyndes

Kort efter rammer vi løbets næstsidste depot. Stykket herned var egentlig ret teknisk. Singletrack og på træls underlag fyldt med forskellige sten

 

Jungleultra og hjemmelavede spor

Nu begyndte jeg for alvor at kunne fornemme målet nærme sig. Hurtig optankning igen og omkring 21 km tilbage. De første km her ville forgå på løbets sidste længere stigning og den var nogenlunde til at bide skeer med.

På toppen ønsker jeg mig bare rigtig meget noget der er til at løbe på nedad – og det får jeg….i hvert fald lidt , for et stykke nede af stigningen drejer vi ind i noget tæt skov med en stor å/miniflod løbende. Yes for pokker da. Husker dette stykke fra sidst nu. Geniale små singletracks der snor sig frem og tilbage ved åen her. Men, men, men….et eller andet havde ændret rutens forløb så rigtig mange steder var arrangørerne nød til at lave en eller anden slags “nødspor”

 

Disse spor var helt crazy. Man kan forestille sig en person der har gået med en skov og gravet et ti cm dybt spor. Fuldstændig kringlet, op og ned af totalt stejle skråninger. 3-5 steder var der lavet klatra passager. Kun på nedløb hvor den næsten stod på rappeling ned. Nogle få steder var der ikke sat tov op og der var bare ingen anden mulighed end at sætte sig på røven og kure ned.

Det er simpelthen så smukt, dette sted. Rigtigt mange små vandfald, bitte små broer man skal krydse åen på. Skoven omslutter en fuldstændig og jeg fik flere gange følelsen af at løbe i en jungle.

Der var en her del folk på ruten nu fordi vi nu var samlet, alle distancerne på samme rute til mål

Jeg kegler rundt og er møgbeskidt nu. Det er vildt sjovt. Samtlige deltagere jeg enten henter eller bliver overhalet af, har kæmpe smil på. Super fedt stykke

Efter lidt tid rammer jeg sidste depot. 11 km til mål med en lille knold på. Godt 300 højdemeter, men kan huske fra sidst at den altså tager en del tid at komme over.

 

Mod mål

Kort efter begynder stigningen. Jeg er ved godt mod og kan holde fint tempo op. Den er ikke svær eller vildt stejl, men stiger bare over en del km, måske 3 km i alt. De km forekommer mig i hvert fald temmeligt lange.

Men op kommer jeg. Op til en lille by hvor der nu vil være en del nedløb mod mål. Ganske rigtigt dejlig let nedløb, primært på grus. Den sidste km nedløb er singletrack inden vi kommer ned til selve floden der fører ind til Amarante, til mål.

 

De sidste 2 km er flade og jeg løber, yderst langsomt, de sidste meter op på pladsen hvor målportalen venter. Super fed følelse i kroppen og kæmpe smil over hele hovedet.

Når i mål i tiden 16.52. Inden løbet havde jeg nok meldt lidt ud, at det nok ville tage 18-19 timer. Inde i mig selv var målet 17 timer (Baseret på tiden fra Costa Blanca Trails). Derfor er jeg bare fuldt ud tilfreds og endnu en kæmpe stor trailoplevelse rigere.

 

 

Efterskrift

Jeg kommer tilbage på hotellet og i bad. Ligger mig lige i tyve minutter inden jeg vil tilbage til byen for at få noget mad og derefter få hentet min dropbag. Får på restauranten selskab af 4 dejligt berusede 70 årige mænd. Det lyder ikke særligt hyggeligt, men seriøst, det var det. De var mega flinke og fortalte om stort og småt omkring Amarante og omgivelserne.

Får hentet dropbag og vil tilbage i seng omkring kl 20-21 stykker. Jeg havde booket fly kl 05 om morgenen og havde besluttet at ville køre mod lufthavne kl 1. Gider ikke noget stress omkring at få afleveret lejebil osv.

Er tilbage i Hedensted søndag omkring kl 12. Relativt osteklokke agtig pga 3 døgn uden ret meget søvn nogen af nætterne.

 

Søndag aften tikker der denne besked ind….”ærgerligt med tidsstraffen. Du var blevet nummer 3″. Den prikker altså til mig og kan mærke irritationen igen. Vælger at indsende en klage til arrangørerne omkring straffen, men er jo godt klar over der ikke er noget at gøre.

 

Compressport UTM er et meget anbefalelsesværdigt løb. Ruten er der fuldstændig styr på. Mildest talt perfekt afmærkning. Tilpas svært og med sine helt egne særpræg og ting man kan huske.

Håber andre danskere kunne få lyst til at prøve kræfter med løbet

 

Nu kommer der halvanden måned nogenlunde stille med løb pga knægtens konfirmation. Derefter hedder det everesting.dk i starten af juni og det store mål Motagn´hard i starten af juli

 

Tusind tak for støtten fra min familie 🙂

Tusind tak for alle Jeres kommentarer både før, under og efter løbet. Det motiverer voldsomt.

Kæmpe tak til mine samarbejdspartnerene: Scott Danmark, Altra Danmark, Elitegear.dk og Agisko Denmark

 

 

 

Vi ses i sporene

KH

Dannie

 

@dannietrail