“Jubilæum”

Da denne sæson skulle begynde at tage form måtte knægtens konfirmation i maj tages med ind. Derfor er foråret bygget lidt todelt op. Det ville være muligt at deltage i ultraløb til og med marts hvorefter april og maj er ”rolige” løbe måneder. Juni/juli skulle gerne ende op med at være peak for foråret.

Det var efterhånden snart 4 år siden jeg sidst havde deltaget i (synes jeg) Danmarks mest tekniske trailløb, Hammertrail på Bornholm, så derfor havde jeg luret en del på Winteredition 2019. Og hvis jeg strammede balderne ville det være muligt at være tilbage i Hedensted sent samme dag som løbet foregik. Det var et kæmpe plus og derfor endte jeg op med at få mig tilmeldt.

Hammertrail står også frem for mig som noget helt unikt i DK. Samtidig var det, det første løb nogensinde jeg har måtte udgå fra. Efterfølgende har jeg deltaget 3 gange, så denne vinter blev mit femte forsøg 🙂

Tejn IF var ligeledes vært for DM i lang trail ( 50 km), så med alle de hurtige kaniner ude på den rute kunne vi gamle dieselmotorer hygge os på 50 miles 🙂

Mener vi var et sted mellem 35-40 deltagere i alt.

Fredagen på Bornholm gik med at få slappet af, jogge en kort tur på noget af ruten, spise, hvile, spise og spise.

Klokken 4.25 ringede vækkeuret lørdag morgen. Stod op og fik spist morgenmad og kom i tøjet. Vejrudsigten frem mod løbet havde vekslet lidt frem og tilbage. På et tidspunkt havde der stået massiv regn og 1-2 grades varme. Føj for den lede – men heldigvis så det lidt anderledes ud nu. Den viste dagsfrost med mulighed for ganske få mm sne. Ikke meget vind, så det var faktisk rigftig fint.

Det var lidt svært helt at finde ud af tøj. Hvor meget / hvor lidt. Endte op med tights med shorts udenover. En god baselayer plus en relativ tyk trøje udenover. Yderst en vand og vindtæt jakke. I dropbag havde jeg tøj med til et komplet skifte hvis det skulle blive for koldt, vådt osv. Det havde jeg ikek behøvet. Løb i det samme tøj hele vejen igennem.

Kl 5.30 var jeg fremme ved Domen i Allinge hvor starten skulle gå kl 6.00. Som altid en herlig, let nervøs stemning inden start.

 

Noget nyt…..Inden selve løbet fandt jeg mig selv sidde og kigge startlisten igennem. Havde faktisk lovet mig selv at lade være – eneste fokus var at gennemføre. Gerne i bæltespænde-tid (under 11.15) for derved at kunne nå færgen vi skulle med.

Men altså konkurrence genet rumsterer altså lidt alligevel. Med omkring 25 deltagere jeg ikke kendte var det nogenlunde overskueligt liiiiiige at sammenligne lidt ITRA points. Fandt 3 deltagere som lå væsentlig over mig, men alligevel kunne jeg ikke helt slippe tanken om at en podieplads måske var en mulighed. Mit overordnede mål med ultratrailløb er ALTID oplevelsen og at gennemføre….Men under det ligger konkurrencen samtidig og lurer…..nok om det 😉

Starten

Kl var 5.59 og løbet blev sat i gang til tiden. Rigtig dejligt at komme i gang. Snakken gik lystigt og der blev ret hurtigt dannet 3 grupper. 6-8 stykker lå et stykke foran gruppen jeg fulgtes med. Bagved lå der endnu en gruppe. Tempoet passede mig rigtig godt her i starten. Som altid er der fuld fokus på TÅLMODIGHED. Blev ved med at tænke at løbet første startede efter 6 timer!!!!

Ruten steg ganske let i starten, men der kunne løbes. Vi når ret hurtigt frem til Hammershus. Det er altså bare super flot der omkring. De efterfølgende 3-4 km foregår stort set kun på singletracks i et fantastisk område. Det er ikke super svært så det var muligt (på alle runder) at opnå et rimeligt flow her…Altså lige på nær et lille klatrestykke som jeg aldrig rigtig fik knækket hvordan man let kom over/forbi. Der var ligesom to veje forbi hvoraf den ene gik ind igennem to træer.. prøvede en enkelt gang, men tykke her var lige ved at sæte sig fast!!!! Derfor måtte jeg kringle de stive ben op på en stor sten – et, to, tre og hop for at komme videre.

 

 

Efter lidt tid kom vi om mod trapperne der førte op mod ruinen igen.

 

Helt igennem skønt view herfra. Bagefter fik vi lov til at løbe igennem selve ruinen og ned mod hammerhavn. Kort inden var løbets stejleste stigning. Priser mig lykkelig for at jorden var frossen og at det ikke var en omgang mudder vi skulle op igennem. Kæft det var stejlt. Nok omkring 100 meter langt. Der måtte tages fat i rødder, bruges hænder og sådan for at komme op. Puha.

 

Så var der altså dømt let løb ned mod depotet ved hammerhavn. På dette tidspunkt havde vi løbet godt 10 km. På de to første omgange valgte jeg at løbe igennem depotet uden at tanke op. Havde rigeligt med af både væske og energi.

 

Agisko

Lidt om energi til løbet. I 2019 har jeg været så heldig at få lavet en aftale med Agisko Denmark. Et energiprodukt der efter sigende skulle give en mere stabil energifordeling fremfor et egentlig ”sugar-rush”. Jeg havde både gels og barer med på turen. Generelt bruger jeg noget mindre af den slags energi end producenterne anbefaler. Jeg er bedre til at tage for mig i diverse depoter på ruten. Ellers kører jeg konsekvent saltsticks – 1 i timen. Smagen er lidt citrus-agtig og konsistensen minder lidt om gels fra GU. Ganske kort. Produktet holder hvad det lover. Længerevarende energi fremfor et rush. For mig fungerede det rigtig fint at supplere gels og barer. Under løbet tog jeg 4 gels og 2 barer. Maven fungerede fint. Har tidligere, med andre produkter, oplevet at maven slår lidt knuder efter indtagelse af gels. Det oplevede jeg ikke her.

Tilbage til selve løbet. Nu ventede den vilde Hammerknude. Kan huske fra de andre gange at den bare er led. Denne gang var ingen undtagelse.

En lang stigning til at starte på. Dejligt at få rigtigt gang i stavene nu. Har det jo som regel bedst når der skal gåes. Op på toppen og et længere nedløb efterfulgt af et lige stykke med en hel del klipper. Drejede til højre efter et stykke tid og ramte endnu en giftig stigning. Den her var altså barsk. Teknisk og på klipper. Lækkert, ikk  🙂

 

Havde ikke været alene på noget tidspunkt i løbet, men havde fulgtes med lidt forskellige on/off. Kommer op til toppen påny. Kan mærke en snert af vind og kulde nu, men kommer hurtigt i ly igen. Det næste stykke, synes jeg, er langt og barskt. Singletrack og temmelig snørklet. Flere hårde stigninger inden vi langt om længe ligesom kommer på bagsiden af knuden. Skraldebang sagde det….Endnu en laaaaang stigning. Også temmelig stejl hvor vi kommer op forbi dannebrogsflaget på klippen. Fed udsigt her – drejer til venstre og løber afsted mod opalsøen. Her er lidt trapper op og ned inden vi kommer vi fra knuden og begynder at vende næsen mod Allinge.

Det er et ret åbent stykke det stiger let over 1.5 km, cirka. Lige inden vi skal op over rutens sidste bakke skal vi krydse en indhegning. Jeg misser totalt at indhegningen ikke er hægtet af ved indgangen til stykket. Ledningen sidder lige under knæhøjde. Gad faktisk godt at have set denne seance i langsom gengivelse, for jeg bliver hægtet, nærmest sådan Cantona-fældet af snoren, falder forover og er på vej ned. Men i adrenalin rush når jeg at føre stavene frem og hamre dem ned i jorden men jeg stadig falder forover. Jeg redder den på målstregene og fatter ikke hvordan fødderne når at få indhentet min styrtende krop inden jeg ruller rundt. Men altså, ikke noget styrt denne gang.

Trasker op af bakken. Den er ikke slem, men på toppen er placeret en gul advarselstrekant. Der er lidt is på stien og vi skal passe på.

De sidste godt 2 km tilbage til mål/depot foregår til dels på samme stykke som vi starter ud på. Her var der rig mulighed for at tælle deltagere fra 50 miles. Altså hvor mange der lå foran. Ved første omgang talte jeg 7 stk inden jeg og nogle andre ramte depot.

 

2. runde

Således klogere på ruten gik det videre på anden omgang. Denne omgang forløb uden ret meget slinger i valsen. Energien var god og synes flowet generelt var fint. Stadig var der on/off følgeskab med andre. Ved hammerhavn depotet vælger jeg igen at løbe igennem. Overhaler herved 2 stk på 50 miles og ”sætter” ham jeg har fulgtes med indtil da. De 2 stk overhaler mig dog ret hurtigt igen. Den ene af dem stikker afsted og ham ser jeg ikke meget til (før 2 ½ time senere).

 

Kommer stille og roligt igennem knuden for anden gang og til mål. Er blevet hentet af en deltager her så vi er 3 stk der ligger helt tæt. Samtidig har jeg talt 4 foran mig nu.

3. runde

 Begiver mig hurtigt ud på trejde runde. Plejer ikke at bruge ret meget tid i depoterne – heller ikke her og kommer derved alene ud på denne runde. Jeg tøffer det første transportstykke ud mod Hammershus.

Bagved ser jeg pludselig 2 løbere komme drønende. Det er allerede de første fra DM gruppen. Er virkelig dybt imponeret over tempoet på de 2. Der er virkelig krig på kniven her. De hilser mens de overhaler – lidt længere fremme skal de igennem en låge. Den forreste løber høvler lågen op så den smækker i for næsen af nummer to. Jo jo. Der gives ikke ved lågerne her 😉

Senere på denne omgang bliver jeg overhalet af yderligere 3 fra DM.

Placeringsspillet har jeg egentlig ikke tænkt meget over. Det har fyldt mere at tage den med ro indtil nu – men det ændrer sig lidt indenfor de næste 3 km. Pludselig kan jeg spotte en deltager et godt stykke foran. Er næsten sikker på at det er løbets nummer 3. Det giver altså noget motivation. Kommer op til ham lige inden vi skal ud på ”drømmestykket” nedenfor hammershus. Er selv ved godt mod her og buldrer på….altså I ved. Snegletempo plus en lille smule.

Kommer tilbage til ruinen og løber ned mod hammerhavnen. På stykket lige inden den der rigtigt stejle stigning kommer jeg op til endnu en deltager. Jamen for hulen….er det ikke nummer 2? Det føler jeg mig ret overbevist om at det er. Kravler op af stigningen og fortsætter.

Denne gang går jeg dog i depot. Har glimret ved at drikke ALT for lidt undervejs, så resten af løbet drikker jeg tæt.

De to jeg fulgtes med tidligere ligger stadig og lurer tæt ved. Især den ene. Er lidt splittet indeni. Selvfølgelig er jeg super glad for at ligge nummer 2, men føler samtidig også det kommer til at tage fokus fra selve ”nydelsen” af løbet. Beslutter mig her på knuden at ”glemme” placeringskampen og blot følge mit eget tempo….hvilket efterhånden er ved at være relativ langsomt.

 

 

Er nu på stykket ind mod mål for trejde gang. Glæder mig til at komme ud på sidste runde. Hmm…møder ikke løbets førende løber samme sted som alle de andre gange???? Jeg ser ham først på vej ud på sidste omgang der hvor jeg kommer ind mod depotet. Jeg har altså hentet omkrnig 5 minutter på ham.

Hurtig optankning og ud på sidste omgang. Er lidt splittet. Jeg er ret smadret og har nok løbet lidt for agressivt på 3 omgang, men samtidig vil jeg jo egentlig gerne ”fange” nummer 1.

 

4. og sidste runde

På stort set hele trejde omgang havde sneen drysset konstant. Ikke meget, men nok til at der kom et lille lag på stierne. Efter de mange løbere havde vært over det, trådt det ned, flere gange, var det efterhånden blevet særdeles glat. Især, selvfølgelig når det blev teknisk, blev det svært. Klipperne var virkelig tricky. De små, stejle nedløb, var flere steder ret farlige. Det kombineret med en tiltagende træthed gjorde at koncentrationen virkelig skulle skærpes nu. Havde selv et enkelt, men heldigvis kun mindre styrt. Andre var noget mere uheldige.

Tilbage til løbet og “placeringskampen”.

…Det skulle vise sig at det nærmere kom til at dreje sig om at bevare anden pladsen. Allerede på det første stykke ud mod hammershus føltes benene ”tomme”. Trætheden kom snigende nu. Satte bevidst farten lidt længere ned. Spiste og drak en hel del den næste times tid hvilket gjorde at energiniveauet langsomt kom tilbage.

Nåede frem til den der super stejle stigning. Her var en familie ude på tur hvor drengen klatrede op ved min side. Lidt hyggeligt. Altså i hvert lige indtil han stoppede og begyndte at græde – fordi han ikke vidste hvordan han skulle komme ned igen. Gik et par skridt nedad med ham indtil han selv kunne komme ned. Op igen med mig og ned til depotet igen. Stoppede og tankede lidt op. Nu ventede den sidste runde på knuden. Små 11, hårde km.

 

 

 

Det gik relativt hurtigt med at komme over de første stigninger og jeg begyndte så småt at kunne fornemme at jeg ikke skulle ”frygte” for min andenplads – men samtidig havde jeg heller ikke set skyggen af nummer 1.

Op af den allersidste stigning – den med isstykket og derefter mod mål. Synes grusvejsstykket i modvind her var uendelig langt, så det var en sand fornøjelse at dreje til venstre og til at løbe det lette nedløb mod mål.

 

Altid en helt igennem dejlig følelse at komme i mål. Fik bekræftet her at jeg blev nummer 2 i løbet hvilket jeg er virkelig glad for.

 

 

 

Ind i domen og hygge med de andre deltagere og de frivillige omkring løbet. Der var som altid, en kanon afslappet atmosfære.

 

 

 

Alt i alt en super oplevelse til Hammertrail. Ingen tvivl om at de kan lave den hårdeste trailrute i DK på Bornholm. Masser af singletrack. En hel del højdemeter og til tider også teknisk. Virkelig fedt.

 

Mit ur sagde ved målgang 85,1 km, 2825 højdemeter i tiden 9 timer og 56 minutter.

Tusind tak til

Scott Danmark,

Altra Running Danmark,

Elitegear.dk

Agisko Danmark

for at støtte op om endnu en fed oplevelse.

 

Kæmpe tak til familien derhjemme, som altid støtter og bakker mig op J

 

Tak for tæsk Tejn IF – formentlig ikke sidste gang jeg har været forbi 😉

 

Ses i sporet

/ Dannie

 

@dannietrail