Hovedmålet

I længere tid havde netop dette løb rumsteret i mit hoved. Det var hovedmålet for forårssæsonen og et løb jeg virkelig havde set frem til i spænding.

Jeg havde ikke kendskab til andre danskere, der havde deltaget og der var ikke vanvittigt meget info, film og billeder fra løbet.

Derfor var det med dejlig meget kriller i maven at jeg drog mod Chamonix for at mødes med Henrik som også skulle deltage i løbet.

 

Lidt om løbet

Et relativ “lille” og ukendt løb – for mig i hvert fald. Har aldrig hørt om det før starten af 2019.

La Montagn´Hard består af 3 løb:

39 km med 2900 højdemeter

61 km med 4500 højdemeter

108 km med 8050 højdemeter

Jeg var meldt til de 108 og så frem til en vild bjergudfordring. Løbet skulle efter lidt skriv med arrangøren være relativt teknisk, så inde i mit hoved sammenlignede jeg dette løb en hel del med Trail Verbier St Bernard jeg løb for et par år siden. Dengang gemmeførte jeg på 25 ½ time cirka, så målet ved dette løb var at komme under 24 timer

Start og mål lå lidt afsides, en den lille bjergby Saint-Nicolas-De-Veroce. En rigtig hyggelig by med ægte bjergstemning beliggende omkring 40 minutters kørsel fra Chamonix

Earlybird

Kl 02.00 ringede vækkeuret natten til lørdag d 6/7….åhhh gab altså….men på den anden side, så skal jeg heller ikke gøre det værre end det er. Var faktisk relativ morgenfrisk. Hoppede i tøjet og fik spist morgenmad inden vi satte os i bilen og kørte mod start.

Vejrudsigten havde været lidt en gyser i hele ugen op til løbet. Der havde stået regn på programmet lørdag stort set alle dage op til. Lidt vekslende mængder og nogle udsigter varslede også torden.

Arrangørerne lovede os en særdeles varm dag med op til 34 grader og risiko for torden og regn op af dagen.

Kl 4.15 stod vi klar ved start. Her var der dækket op med lidt morgenkaffe og brød. Der var en super afslappet stemning alt i mens flere og flere dukkede op.

Kl 4.55 var der en særdeles fransk briefing som jeg fattede hat af. Spurgte et par stykker jeg stod ved siden af. De sagde “No worries”…det var nok for mig

Mont Joly

Så i den grad frem til at komme i gang nu. Og som altid i et nyt løb så er det vildt spændende at får “fornemmelsen” af hvad der er i vente. Hvordan er markering, hvordan “tænker” RD – skal vi slagtes fra start til slut? Bliver der nogle passager hvor man får flow. Hvor tekniske er nedløbene og hvor stejle er stigningerne? Masser af spørgsmål og disse blev ret hurtigt besvaret

Det første bjerg vi skulle over var også løbets højeste pkt i omkring 2500 m højde.  Indenfor de første 7.2 km skulle vi forcere små 1400 højdemeter

Den første halve time foregik med pandelampen tændt. Ret hurtigt begyndte det at lysne og vi bevægede os ud af skoven om kom til nogle skiløjper. Jøsses det blev stejlt nu og der skulle arbejdes for sagen. Vidste godt at det ville blive en vild udfordring, så jeg forsøget at finde mit eget tempo uden at bruge alt for mange kræfter. Det føltes som at stigningen bare blev mere og mere stejl. De sidste 300 højdemeter blev intense. det var lidt ligesom et mini bjerg der var sat ovenpå en bjergtop. Vi kom fra nogenlunde gangbare stier og ind på et mikroskopisk lille – læs ikke eksisterende spor. Markeringerne var sat sådan lidt sporadisk sat på bjerget og vi skulle egentlig selv finde vores egen vej mod toppen. Dammit det var barskt – og FEDT

Bjergkammen og mod første depot

På toppen af bjerget var der en storslået udsigt over flere bjergmassiver og samtidig vidste jeg at vi ville komme til at løbe 3-4 km på bjergkammen her inden et laaaaangt nedløb kunne begynde. Det var et småteknisk spor som man kunne se række langt frem – lidt ligesom op mod en anden spids.

Da vi nærmede os den næste spids kunne jeg godt fornemme at den også blev lidt crazy. I stedet for bare at tage den direkte vej ned til depotet, så skulle vi lige op på Aiguille Croche og vende. Kæft en sjov stigning – hvis man kiggede ud til højre svimlede det helt, for der var afgrunden ned. Meget langt ned. Det var ikke sådan usikkert eller noget, men suget i maven, det var der.

Nu skulle en hel anden type løb begynde. Nemlig nedløb – og nedløb i lang tid. Det første stykke var stejlt og teknisk. Det er jeg virkelig dårlig til. Små babysteps og forsigtigt finde et sted at sætte fødderne. Efter lidt tid kom jeg frem til første depot.

Det medgørlige nedløb

Et par kopper colaer og diverse brød og sager senere begiver jeg mig videre ned. Noget jeg manglede, voldsomt meget, var et profil kort over ruten hvor depoterne var plottet ind. Eller som minimum en planche ved depotet der beskrev stykket til næste depot. Altså hvor langt og hvor mange højdemeter +/-. Igennem hele løbet havde jeg følelsen af at “løbe i blinde” hvilket faktisk var lidt irriterende. Ikke frygteligt, vel, men bare sådan lidt svært at disponere.

Fortsætter videre ned og nedløbet bliver mere til at løbe. Det kører ganske fint for mig her. Naturen er storslået og de høje bjerge tårner sig op hele vejen omkring os. Jeg følges lidt on/off med et par stykker her.

Efter lidt tid kommer den der velkendte brændende fornemmelse i lårene og faktisk rammer det samme tid som solen også kommer frem. Nu begynder løbet sådan for alvor. Varmen, allerede her tidligt om morgenen, skal nok blive en faktor

Holder stadig ok tempo ned og i det fjerne kan jeg høre nogle klappe og råbe.  Skønt. Det betyder (ofte) at et depot nærmer sig.

Campingpladsen og døde ben

Som en anden Tour De France rytter bliver vi klappet og hujet ind på en campingplads hvor næste depot findes. Super skønt med lidt liv. Folk smiler og er glade. Hjælperne i depotet tager godt imod én. Fandt en hjælper der kunne en lille smule engelsk. Hun fortalte at der var cirka 10 km imellem de næste to depoter. Spændt på om det passede :-). Depotet var ganske glimrende og indeholdt alt hvad man kunne have brug for.

Godt og vel tanket op begav jeg mig videre. Ud af campingpladsen og lang med et lille vandløb, stille og roligt stigende terræn. Der kunne løbes her, men mine ben føltes temmeligt døde.

Kan ikke huske hvor langt dette stykke var, men for mig kom der allerede nu en lille krise snigende. Synes det var tidligt at benene øffede, men blev hurtigt enig med mig selv om, at det sikkert var ligeså hårdt for de andre.

Endnu en længere stigning

Kort efter drejer ind på singletrack igen og traktormotoren skulle startes op. Ret hurtigt blev det kendetegnende stejlt igen. Kroppen havde det ganske fornuftigt og der kunne holdes ok tempo. Men varmen kom snigende nu….eller snigende var måske så meget sagt, for det kom egentlig brølende lige ind i hovedet. Inden længe kom vi op på de åbne område uden skygge og det store solarium gav den gas.

Allerede nu blev der spottet efter vandløb til en hurtigt afkøling og de par stykker jeg mødte udnyttede jeg.

Kom op til en gut hvis tempo passede mig nogenlunde op mod toppen. Her ventede to af hans venner og en lille hund som vi fulgtes med på det korte nedløb som ville føre os hen mod næste depot.

Det karakteristiske “telt” og om at træde ind i en ny verden

(Det var godt nok midt om dagen, da jeg kom forbi)

På depotet var der absolut ingen tvivl om hvad der nu skulle ske. Langt deroppe i det fjerne var der ligesom 2 tinder/spidser, og jeg syntes at kunne skimte nogle løbere der.

Op på hesten og videre op. Stigningen tog virkelig fat. Det var måske omkring 300-500 højdemeter fra depotet og op, så ikke vildt meget. Men hold nu fast det var stejlt, bøvlet og varmt.

Men lige rundt om hjørnet ventede belønningen. Den der lille stjernestund af lykkerus, runners high og alt muligt andet over noget så helt igennem fantastisk flot.

Imellem de to tinder sad der en bjergredder og hilste én velkommen på toppen af Col de la Fenetre i 2245 m højde. Lige inden man trådte igennem passagen var det ligesom at gå ind i et maleri – eller ind i en anden verden. Det var simpelthen så malerisk smukt med de høje bjerge med sne og gletchere. De stod bare så knivskarpt frem. Helt høj bevæger jeg mig igennem passet og begynder endnu et længere nedløb

De små vandløbs nedløb

Som vanligt er nedløbet teknisk i starten og stejlt, men efterhånden løsner det op. Flere vandløb skal krydses og et stykke derude på højre side kan nogle høje klippevægge spottes hvor der er en del sne

Det er nogle særdeles smalle spor vi skal følge og der bliver bare ikke givet ved dørene. Det niver godt i stængerne nu og på dette tidspunkt bander jeg mine svangsener langt væk. Hvert eneste skridt gør ondt. Som at gå på glas. Det irriterer mig kraftigt idet disse smerter har været under kontrol de sidste par måneder. 

For at få styr på smerter og på hovedet der begynder drillerier med at jeg jo er skadet og det da heeeeeeeeelt klart er det bedste at stoppe nu – så beslutter jeg at sætte tempoet helt ned og bare gå. Her ville der godt kunne luntes, selvom det var teknisk, men føler det er det rigtige for mig. Får drukket og spist godt for at få depoterne fyldt op nu her, hvor der var ro til det. 

Det slår mig igen hvor betagende området er. Går med lidt de samme følelser, som til Echappee Belle, jeg løb for et par år siden. Et vildt terræn og relativt øde område. Ikke flere vandreturister at spotte.

Krydser lidt flere vandløb og nærmer mig bunden. Kommer ind i lidt tæt skov igen og kan nu høre et stort vandfald i det fjerne. Og ganske rigtigt, lige pludselig dukker det op. Jeg skal over en lille hængebro og midtvejs bliver jeg med et omdannet fra ultratrailløber til turist. Det sker ret sjældent, men her slog jeg bremserne i. Stoppede helt op og gik et par skridt tilbage. Hold nu kæft mand, hvor var vandfaldet flot. 

Slut med at være turist

Omkring 20 meter efter hængebroen drejes der væk fra stien og op ad en form for klippeskrænt – eller noget der ligner. Egentlig ikke nogen decideret sti, tosset stejlt og på ret store sten der ligger spredt rundt efter for godt befindende. Forskellige niveauer af trin, varmt, ingen rytme, stejlt. Dammit jeg koger her. Der skal allerede nu – så forholdsvist tidligt i løbet graves dybt. Stigning fortsætter omkring 500 højdemeter op og disse forceres langsomt men sikkert. Bruger stadig tid på “blot” at holde mig i bevægelse. Forstået sådan at hastigheden måske ligger på 2-3 km/t hvilket jo er total sneglefart, men lige netop på sådan et tidspunkt ganske fint. Kroppen (og måske i virkeligheden mest hovedet) vil rigtig meget gerne stoppe op. Sige slut, sætte sig  og lukke ned. 

Når lige at tænke, at det er lidt tidligt i forhold til normalt i de løb jeg har været med til – herefter kommer der et nedløb igen.

Særdeles surrealistisk situation

Nedløbet går ganske fornuftigt. Synes krisen er nogenlunde overstået og det hele går ret godt. Solen brager ned og det er særdeles varmt, men hæfter mig ved, at inden længe er jeg halvvejs og kan begynde at tælle ned. I det hele taget er den positive indstilling godt på plads her.

Har ikke rigtigt nogen ide om hvor langt nedløbet var endnu, men efter nogle km er der et langt, lige stykke hvor jeg kan se nogle stykker i bunden. Det ligner vejvisere – de stå i hvert fald og blafrer med armene???? Nærmer mig og kan se de gestikulerer at farten skal sættes ned. Smiler lidt for mig for mig selv….det er sgu ikke hver gang i et ultraløb man få besked om at sænke farten. 

Få sekunder efter bliver jeg meget klogere. Skal ikke blot sænke farten – jeg skal stoppe helt. Får en besked på fransk af en official. Forstår hende ikke, men får en tilskuer til at hjælpe med at oversætte.

“Race is cancelled” siger han. Jeg tror simpelthen ikke på ham. Nej, det kan da ikke passe. Jo, fortsætter han. Advarsel om kommende voldsomt uvejr i området af lokale myndigheder og arrangørerne har valgt at “lukke” løbet. Ikke bare udsætte, eller sætte det på pause, nej, helt og aldeles lukke. 

Var helt rundt på gulvet. Løbet var slut. Der stod 1 anden løber her. Vi fik at vide at var vi kommet 5 minutter før, så kunne vi have fået lov til at løbe 60 km ruten færdig. Det er jeg lidt ærgerlig over jeg trods alt ikke fik lov til, men beslutningen var taget og vi måtte gå ned og vente på at en bil ville komme. Langsomt kom der flere løbere til og forvirringen og skuffelsen var lige så stor hos dem, som hos mig.  Her hvor vi stod var der ren solskin og ikke en sky i sigte. Fattede det simpelthen ikke.

Fedt løb

Tilbage i byen møder jeg Henrik, som har løbet de 60 km i en fantomtid. Han ender med at vinde løbet. Flot.

Selvom det blev til lidt af en fuser pga lukning af løbet, så sidder jeg stadig tilbage med en super fornemmelse. Ruten var virkelig lækker. Temmelig svær og teknisk. Særdeles stejle stigninger og nedløb. Og lige præcis den der lokale, venlige og rolige stemning jeg holder så meget af.  Ikke utænkeligt at det skal prøves igen engang

Når nu vi ikke helt fik løbet det vi regnede med, så tog vi en lille bonus tur om søndagen tilbage i Chamonix. Det var nu altså heller ikke helt tosset

Nu kan fokus så småt rettes mod UTMB som kommer buldrende med hastige skridt 🙂

God sommer folkens

/ Dannie