Løbsberetning HCA ½ marathon, Odense, 30. september 2018

Op til løbet havde jeg været igennem lidt af en rutsjebane. Nervøs og ængstelig, afløst af ”hey, det skal sgu nok gå”. Det var mit 3. halvmaraton, og inderst inde følte jeg vist slet ikke at jeg var klar til den distance. Egentlig følte jeg mig vist lidt som en fake, som en der bare lader som om hun kan løbe.

Sidste år var jeg så heldig at vinde 2 startnumre til HCA, kunne frit vælge distance og valgte halvmarathon, men følte mig slet ikke klar alligevel, så fik dem overført til i år. I år skulle det altså være. I august løb jeg Hjerl Hede Naturløb, halvmarathon, og kom i mål godt over 3 timer, så jeg havde en drøm om at løbe HCA ½ på under 3 timer.

Den længste distance jeg indtil da havde løbet uden gåpause, var 6,5 km. Distancer derudover har krævet gåpauser.

Søndag morgen vågnede jeg tidligt, og jeg kunne mærke lige fra starten at det i hvert fald på energi-området ville blive en god dag. Jeg var fuld af energi i kroppen og humøret var i top. Jeg havde ikke løbet siden tirsdag, så jeg var SULTEN efter at komme ud at løbe. Trængte virkelig til det. Så jeg begyndte ligefrem at glæde mig til det kommende halvmarathon. Det måtte gå som det kunne, jeg var fast besluttet på bare at få det bedste ud af det. Morgenmaden blev kørt ind, bestod af en bolle med pålægschokolade og en banan, og et par kopper kaffe, samt en flaske SIS elektrolyt. Jeg havde dagen før undladt koffein, og dagene før minimeret indtaget, så det var den rene fryd at få koffein-kaffe at vågne på.

Vi kørte mod Odense, og havde dagen før været ovre og hente startnumre og fundet ud af hvor vi kunne parkere osv., så vi kunne tage den med ro i dag og undgå panik. Det var en god strategi. Vi fandt hurtigt en p-plads og gik derefter et smut ind på messen, der var mange mennesker og vi var glade for at vi ikke skulle hente startnumre.

Efter at have klædt om TO gange…kunne ikke beslutte mig til hvilken bluse jeg skulle løbe i, var usikker på temperaturen….. gik vi over og afleverede vores bagage, og så satte vi os med en Red Bull og en banan. Vi var klar. Der var en halv time til løbstart, og så skulle jeg tisse. Vi gik udenfor og forsøgte at finde et toilet uden kø….det var ikke muligt, og jeg begyndte at panikke lidt. Hvad er det der gør at kvinder bare er så mega langsomme om at tisse?? Nå men det lykkedes, jeg nåede det, og vi gik over til startområdet og stillede os heeeelt ned bagi.

Så gik starten og feltet bevægede sig langsomt hen mod porten. ”Kom, vi løber”, sagde Jens. ”Nix”, sagde jeg,- ”Mit løb starter dér”… jeg pegede på porten. Så vi gik, og blev overhalet af ivrige løbere der havde travlt med at komme afsted, og det smittede af på feltet så pludselig løb alle, men vi fortsatte bare med at gå. Vi nåede hen til porten, og jeg High-Fivede Jens, og sagde ”NU”, satte uret i gang, og så løb vi i adstadigt tempo. Vi blev overhalet af alle vist, og snart var feltet et stykke foran os, og sikke en dejlig masse plads vi pludselig fik. Det kunne man måske være blevet bekymret over, men det var jeg ikke, jeg var forberedt på det, og fulgte egentlig bare min plan om at lægge langsomt ud, og så øge tempo senere.

Den ene kilometer kom og gik, der kom hurtigt et par depoter, og så gik der endnu en kilometer og endnu en. Jeg var målløs….hvad skete der lige, jeg var fuld af pep, kilometerne nærmest fløj afsted, mentalt havde jeg det bare så godt, jeg styrede tempoet og vi lå støt på 7:15-7:20. Efterhånden begyndte de bageste i feltet foran os at tabe pusten, nogen måtte ned og gå, men Jens og jeg fortsatte i samme tempo og åd os støt og roligt ind på en del. Jeg lod mig ikke på noget tidspunkt rive med, jeg havde tillid til de erfaringer jeg havde gjort mig gennem de mange løb jeg havde deltaget i, og vidste det var mega vigtigt at jeg holdt tempoet nede. Jens hjalp som altid med at styre tempoet også, og var simpelthen så fantastisk til at støtte og rose og opmuntre.

Kilometerne fortsatte med at tikke afsted, og jeg var stadig godt løbende. Der var hyppige depoter, og jeg tog 1 bæger energidrik/1 bæger vand ved hvert 2. depot, og depotet derimellem tog jeg kun vand. Bananerne rørte jeg ikke, jeg får kvalme når jeg har løbet længere distancer.

Hjemmefra havde jeg printet et Pace-armbånd ud, hvor mine kilometertider stod, så jeg havde lidt at gå efter, for at forsøge at komme under 3 timer. Jeg kiggede på uret ved hver kilometer, sammenlignede med armbåndet og kunne se at vi stille og roligt øgede forspringet. Nøj det var en fed følelse. Jeg forstod det egentlig slet ikke, det var lidt en vild og fantastisk følelse at bare kunne løbe, helt uden at have kriser. Vi rundede 10 km, og jeg havde stadig ikke været nede og gå, kun lige snuppet væske i depoterne, og så ellers op i fart igen. Jeg tænkte indimellem på…gad vide om den der mur mon kommer. Hvornår går jeg død, det kunne vel ikke fortsætte sådan her resten af vejen?

Og nej det kunne det ikke helt. Ved 15 kilometer begyndte jeg at få en mærkelig følelse i venstre ben, det var som om det skulle hives og slæbes med, og så begyndte det at gøre ondt i hofterne. Jeg pev lidt, og tror nok jeg måske vrissede lidt af Jens, men jeg kæmpede videre. Måtte ned at gå kortvarigt op af en stigning, men hev mig selv op i håret, rå viljestyrke, og satte i løb igen. De sidste kilometer blev hårde, for jeg havde ondt og jeg var sgu træt. Simpelthen træt. Kiggede med længsel efter de stole som nogen af hjælperne på ruten havde….åh hvem der lige kunne sætte sig. Bare 5 minutter.

Jens sagde; ”Nu er vi snart henne ved den store vej, så kan vi se Lidl, det er der vi parkerede, og derfra er der ikke langt til stadium”. Åh det var skønt at høre! Vi rundede de 20 kilometer, og så gik det for alvor op for mig, at nu var der ikke langt til vi skulle ind på stadium og derefter i mål. Vi kom hen til et t-kryds, hvor der hang et stort gult skilt med en pil og teksten MÅL. Der blev jeg altså rørt, og fik lige lidt våde øjne. Kiggede på uret….2:35…..SINDSSYGT! Jeg var virkelig ved at opfylde min drøm om at komme under 3 timer… komfortabelt endda.

Så var vi pludselig inde på stadium. Jeg betrådte det røde underlag og konstaterede forbavset at det var lækkert blødt at løbe på. Der var masser af mennesker, Jens og jeg kiggede på hinanden og smilede stort, hold kæft det var en fed følelse. Jeg kiggede over mod højre… der var tribunen….og målet. Vi nærmede os, folk klappede og heppede, Jens sagde ”Kom, en sidste spurt”. Men jeg rystede på hovedet. Jeg havde ikke mere i mig lige der, jeg ville bare løbe stille og roligt ind, så det gjorde vi. Følte mig nærmest ikke helt tilstede, det var sådan helt uvirkeligt, men pludselig var vi ved målporten, nåede den lyseblå målstreg og ja…vi var sgu i mål. Jeg var fuldstændig overvældet, og glemte helt at slukke mit ur, kunne ikke rigtig sanse andet end trække vejret, grine over hele femøren og give Jens et langt kram. Havde glemt alt om ur og medalje. Vi slap hinanden, og så stod medalje-damen klar til at hænge den fine H.C.Andersen medalje om halsen på mig, og en smuk rød rose fik jeg også.

Min officielle tid blev 2:41:53. En tid og en bedrift jeg er umådelig stolt over. PR forbedret med næsten en halv time! Ruten var ikke nær så flad som jeg havde hørt fra mange, jeg synes altså der var flere stigninger, ikke nogen voldsomme, men alligevel nok til at mine hofter til sidst brokkede sig.

That’s it… mit 3. halvmarathon kom og gik, en fed oplevelse som i dén grad har givet mig større selvtillid som løber.

Jeg er løber.