Nighttrailrun

I tror det er løgn….I tror SIMPELTHEN det er løgn……. Det var sådan jeg oplevede det og du skal lige høre hvorfor…

Jeg havde længe set på de der opslag med trailrun og også nighttrailrun og havde følt mig fristet, men jeg turde ikke prøve det. Jeg var alt for bange for ikke at kunne klare et helt løb eller blive væk.

En dag slog det så klik for mig, da jeg så at OK PAN I Aarhus, havde deres sidste nighttrailrun, inden de igen startede op til efteråret.

Jeg havde jo løbet 10K, så mon ikke det skulle kunne lade sig gøre, at løbe 5K I bakke og dal med bind for øjnene (det var sådan mine tanker var).

Jeg mødte op i rigtig god tid til løbet. Jeg skulle låne trailsko og pandelampe, af LØBEREN som venligst udlånte til aftenens løb. Jeg fik fine sko og en lampe lige midt på min pande.

IMG_0495
Jeg står og ryster af skræk, der nederst til venstre…

JEG VAR KLAR…. – eller jeg stod der med alle de andre og blev budt velkommen.
Manden bød glad velkommen og vi stod mange med smil på læben og fulde af forventninger.
Manden sagde bla bla bla….og så kom det: Vi har måtte omlægge ruten, så vi får alle de højeste punkter med i skoven. Derfor er ruten blevet 6K i stedet for 5K.

WHAT!!!
Mængden grinede og snakkede lystigt sammen. Jeg grinede med og forsøgte at falde ind i mængden.
Manden fortsatte: Bla bla bla….og så kom det igen: Vi skal lige løbe sammen op til startlinien, som ligger ca 1K herfra.

WHAT WHAT WHAT….hvem stak mig lige en mavepumper der!
Mængde grinede endnu mere, og jeg forsøgte stadig at falde ind. Jeg ved dog ikke helt hvor mange andre der græd, på det tidspunkt.
Manden afsluttede med: Men de ekstra kilometer skal I ikke betale ekstra for.
Hvilket jeg nu syntes var ok sjovt og en mere fair form for humor.

Jeg tørrede min øjne og tændte min pandelampe og luntede med de andre op til start.
Jeg kunne jo også havde simuleret et hjerteanfald,og overvejede det kort, men besluttede mig for, at det måske også lige var i overkanten, så jeg sprang videre ud i min udfordring.

Vi luntede op til start og jeg følte mig faktisk glad igen og klar….jubii yah.

IMG_0494

Efter 2K så min sti ud som på billedet…
Min pandelampe gik simpelthed i SORT og fucking-åndsvage-halvhjerne-idiot havde ikke fået ekstra batterier….FUCK…

Hvad gjorde du, hvad gjorde du ?
Jeg panikkede i 3,5 sek, da ruten jo kun var lyst op med reflekser, som pandelampen skulle lyse på, men så fattede jeg mig og ventede på næste løber kom frem til mig (fandme godt jeg ikke var sidste mand, så havde I ikke set mere til mig før daggry).
Efter hun så var løbet ind i mig og havde fået et chok, da hun jo ikke havde forventet, at finde en løber uden lys. Ja så spurgte jeg pænt om jeg måtte løbe sammen med hende. Det måtte jeg heldigvis gerne og vi fulgtes så resten af vejen, skulder mod skulder og havde det skide teenagersjovt med det.
Om det var HENDES eller MIN skyld, at vi løb forkert en enkelt gang (men ret hurtigt fandt de andres lys igen) ja, det lader vi stå hen i det uvisse.
(Jeg kunne desværre skrive et meget langt indlæg, om alle de gange jeg er løbet forkert, til det andre påstår er godt opmålte løb).
Og så overvejer jeg endda stadig, at prøve orienteringsløb.

Vi kom godt i mål og jeg chekkede ind efter min nye søde skulderløbemakker. Lidt pli har man vel 😉

Jeg skyndte mig at sende en SMS til min kone, at jeg var kommet godt i mål. Hun var nemlig noget bekymret for mig, da jeg er temmelig mørkeræd og hun kender til mine oplevelser med, ikke at kunne følge en rute på et løb.
Hun svarede hurtigt tilbage. RING TIL DIN MOR….HUN TROR DU ER BLEVET VÆK!
Min mor havde så fulgt mig på ENDOMONDO og hysterisk smsét, til min kone, da hun havde hørt, at jeg skulle løbe de 5K, og troede nu at jeg løb forivret rundt alene i skoven.
De har sku ikke alt for meget tiltro til mig de kvinder ;-).

Jeg fik beroliget min mor og kørte hjem, med følelsen af at være en endnu sejere ninjalebbe, for det var fandme sjovt og fandme en ret udfordrende løbeoplevelse.
Det er absolut ikke sidste gang jeg skal prøve TRAIL, men næste gang vil jeg have et par lygtepæle med under armen, tænker jeg…