Jeg er med….

En kølig, men dejlig formiddag d 10 januar kl 9.59 står jeg klar med tlf i hånden. Er logget ind på min profil på UTMB´s hjemmeside og refresher i vildskab siden. Om et kort øjeblik ved jeg besked…

Det lille, grønne V viser at jeg endelig har været heldig i lodtrækningen om at komme til at deltage i trailløbets svar på Super Bowl, nemlig UTMB

Har søgt 2 gange før uden held, men nu var den der og slut august ville jeg stå til start i det løb som for efterhånden mange år siden fik mig til at overveje ultraløb

Youtube

En dag, for mange år siden, sad og og kiggede Youtube videoer og lidt tilfældigt fangede en video med nogle bjerge mig. Der stod noget med UTMB et eller andet og hov… der var også nogle der løb i filmen. Få sekunder senere var jeg fuldstændig forblændet. Jeg var blevet ført ind i en anden verden. Med betagende bjerge, kæmpende løbere og gigantiske smil hos dem der krydsede målstregen i byen Chamonix. Lige fra dette øjeblik vidste jeg at det skulle jeg engang prøve.

Kvalifikation????

Hurtigt ind på løbets hjemmeside hvor der pludselig poppede en hulens masse forkortelser op…CCC, TDS, UTMB, PTL m.fl…Tungen lige i munden, Dannie, og langsomt gik det op for mig at man bare ikke lige kunne melde sig til. Nææææ nej. Der skulle en form for kvalifikation til. der skulle opsamles point gennem andre løb rundt omkring verden. Hmm – det så ikke ud til at det lige blev om et år. Snarere to eller 3

Men alt dette er “gammelt nyt”. For 4 år siden havde jeg point nok til at deltage i CCC og som skrevet før, endelig i år fået held i lodtrækning og nu med i UTMB. 171 km med 10.500 højdemeter på en legendarisk rute som starter og slutter i Chamonix og løber i en stor cirkel rundt om Mont Blanc

Forberedelserne

De startede allerede tilbage i juni måned hvor jeg fik bygget nogle tunge træninger på samt også deltagelse i Everesting.dk. 3 uger efter skulle jeg også deltage i La Montagn´Hard – et bjergløb ikke langt fra Chamonix. I familiens sommerferie blev det også til nogle lange ture i bjergene, så alt i alt en god optakt. Dog kom august og jeg følte mig bund træt. Deltog i et 6 timers løb hvor det blev lysende klart for mig at der snart skulle noget hvile til. Jeg var flad fra start til slut. Weekenden efter skulle jeg løbe 60 km til Vejrhøj Trail. Var lige ved at opgive, men joggede løbet igennem uden at presse for hårdt på hvorefter jeg lovede mig selv en hel uge uden løb. Det gjorde godt. Virkelig godt. Friskheden kom tilbage og ugen op til løbet følte jeg mig særdeles klar

Chamonix

Hovedbyen under UTMB ugen er noget helt speciel. Det er ikke til at forklare – men en hel by er transformeret om til et trailmekka uden lige. Der er løbere og tilskuere overalt. Stande og boder med ALT der kunne interesserer en trailløber. Der sættes stort set et nyt løb i gang hver dag, så der kommer også jævnligt løbere i mål. Der er nærmest festival stemning og generelt bare en hyggelig vibe i byen.

Jeg ankom lige godt middag torsdag og hookede op med en flok andre danskere. Fik noget middagsmad hvorefter jeg traskede ned for at blive tjekket ind og få mit startnummer. Alene her kan størrelsen af UTMB mærkes. Er seriøst stort setup blot for at hente startnummer. Hver især får printet en seddel ud med forskellige dele af det obligatoriske udstyr, som skal vises frem. Det tager måske en times tid i alt, men langt om længe var jeg klar med mit startnummer 973

Så oprandt dagen

Fredag morgen og jeg kiggede ud af vinduet. Vejret var pragtfuldt med stort set fuld sol. Der var hele ugen blevet lovet fornuftigt og varmt (ikke for varmt) vejr. Måske lette byger sidst på eftermiddagen både fredag og lørdag. Vi skulle løbe den oprindelige rute, så derfor ingen ruteændring samt vi skulle have “basis-kit” med af udstyr.

Fik gået en lille tur om formiddagen, men fra godt middag var alt grej klar og pakket og jeg kunne krybe i sengen og få hvilet/sovet indtil det gik løs.

Kl 16 gik Bo og jeg i gang med at komme i tøjet. Vi havde aftalt at gå ned mod start kl 16.45. Løbet skulle starte kl 18.00

I tøjet og ved godt mod gik vi mod udgangen af lejligheden – åbner døren og i det sekund vi sætter foden på trappen udenfor begynder det at dryppe fra oven….og ved næste skridt lyder et kæmpe tordenbrag!!!!! Det er fandme bare løgn….Går lidt længere op mod start og regnen tager til. Vi trækker ind og får lidt læ. Fuldstændig surrealistisk – hele dagen har det været bragende godt vejr, men nu her lige inden start, så står det ned. Skyer over det hele og ikke umiddelbart tegn på opklaring. Jeps – dejlig psyket her fra (ja faktisk før) start.

 

OK….det her er STORT

Da vi kommer op til målportalen går det op for mig hvor stort det her det er. En kæmpe menneskemængde står klar. Både løbere og tilskuere. Det regner stadig temmelig meget, så jeg vælger at hoppe ind under en pavillion indtil kl 17.30 hvor jeg tænker jeg nok hellere må se at indfinde mig. Heldigvis drypper det kun lidt nu og det er absolut ikke noget problem. Det er dejlig lunt også. Finder min plads blandt de 2300 deltagere og lige der foran ser jeg et lille dannebrogsflag….Jamen halløjsa Troels og Vibeke….God tur 🙂 

De sidste 15 minutter inden start forekommer mig som en evighed. Men pludselig omkring 5 minutter i 6 begynder de store trommer at hamre. Menneskemængden klapper i hænderne med armene hævet over hovedet. Jeg får total gåsehud over det hele. NU ER DET NU. Det er simpelthen så vildt fedt. Og med et bliver der råbt et eller andet og flodbølgen af løbefolk bevæger sig langsomt igennem Chamonix´s gader. 

Mod første depot: Les Houches

De første 8 km af løbet ville foregå stort set uden nogle højdemetre og med næste depot ved omkring 21 km havde jeg på forhånd besluttet at tøffe igennem depotet uden stop. Alt for meget kaos til at starte med. Havde lovet mig selv at tage den rigtig meget med ro. Så jeg tillod mig her i starten bare at nyde det hele. Overhale, blive overhalet, blive skubbet til, hoppe ud og ind mellem folk. Præcis som ventet. 

Kommer igennem depotet efter 8 km. Det første stykke indtil da er foregået på en bred sti, hvor man på trods af mængden godt kunne holde sig løbende hele tiden. 

Stopper ikke ved depotet, men vælger at gå stille og rolig igennem. Super stemning i byen og jeg kan genkende den fra 4 år siden hvor jeg deltog i CCC. Der boede jeg her.

Ikke langt udenfor byen begynder vi på første stigning i løbet. På profilen ligner det lidt en “børnebakke” i forholde til de kommende stigninger….Men altså, det går ret meget opad alligevel. Små køer opstår nu hvor stierne nogle steder snævrer lidt sammen. 

Føler mig godt tilpas nu i cirkusset. Kan finde min egen rytme og der er god plads generelt. 

 

Nedløb i mørke

Kommer i god stil op på toppen og begynder første nedløb. Det er relativt langt men er ikke umiddelbart så svært. Det passer super til mig og føler bare at jeg kan “flyde” ned. Ikke noget med at presse på, men bare jogge i mit eget tempo. Idet jeg er startet særdeles langt tilbage i feltet får jeg en god fornemmelse af at overhale folk. 

Først er nedløbet åbent, men efter et stykke tid kommer vi ind på nogle singletrack stykker inde i noget tæt skov….Her går det op for mig at det er ved at blive mørkt. 

Skulle jeg stoppe og tage pandelampe på med det samme eller skulle jeg satse på at komme ned til næste depot ved 21 km. Øjnene vænnede sig lidt til tusmørket og det gik rimeligt et par km mere….men de sidste 2 km var simpelthen lidt dumme. Jeg ville altså hen til depotet inden jeg ville have lampen på….Men jøsses hvor var det mørkt nu. Nedløb i blinde. Super smart på singletrack. NOT!

Men jeg nåede heldigvis sikkert frem og i for mig første depot ved 21 km

 

Let´s get this party started

…Var nogenlunde tankerne der kørte rundt i hovedet.  Kroppen var i gang og de første relativt lette km var i bogen. Super stemning her i depotet ved Saint-Gervais. Stod og fumlede lidt med min pandelampe – eller rettere ledningen til den. Havde besluttet at prøve at putte batteriet i rygsækken idet jeg ofte har fået hovedpine i løbet af natten i de lange løb pga trykket fra batteriet på nakken.

Da det først var på plads føltes det virkelig godt og jeg kunne nærmest ikke mærke pandelampen 🙂

Joggede veltilpas ud af depotet velvidende at de næsten cirka 18 km ville gå opad hele vejen. Først let stigende for til sidst at gå ret stejlt op.

Da jeg havde bevæget mig op af et stykke tid mærkede jeg for første gang lidt ubehag. Tænkte her at det nok bare var kroppen der lige skulle vende sig til snart at være i 2000 m højde plus den normale følelse af at det jo egentlig var sengetid for gammelfar her.

Første lille krise

Var kommet frem til næste depot Contamines Mont Joie. Selvom jeg ikke havde meget lyst til at spise og drikke tog jeg alligevel lidt indenbords. På trods af mørket kunne man sagtens fornemme bjergene omkring. Sendte lige en kærlig tanke til løbet jeg deltog i, i starten af juli (montagn´hard) som netop foregik i dette område. Kanon at være her igen.

Elsker netop denne form for terræn. En laaaaang stigning hvor jeg kunne få lov at trække mig ind i mig selv, gå, bruge stavene, og finde mit eget tempo. 

Stigningen tager til mens vi arbejder os op mod Croix du Bonhomme. Vi er ved at være ret højt oppe og det blæser en del. Tager min vindjakke på. Ikke fordi det sådan er koldt men bare for at tage vinden.

 

Kommer nogenlunde ved godt mod op over toppen og skal i gang med et længere nedløb. Ikke langt nede begynder maven at drille og må for første gang træde af på naturens veje – hvilket absolut ikke er unormalt for mig….det var desværre blot starten på en særdeles lang krise

 

Det må bare ikke stoppe nu!

Var en tanke der kom på vej op af næste bjerg. Inden da havde nedløbet være decideret frygteligt. Følte at min mavesæk “sad løst” inden i kroppen. Bumlede rundt i en stor vanvittig overgæringsproces. Lækkert, ikk? Men sådan følte jeg det. Havde svært ved at holde noget tilbage og inde og var flere gange bange for helt konkret at have skidt i bukserne. Måtte også i bunden af nedløbet kaste op.

Lettere slukøret begynder jeg som sagt at bevæge mig op mod Col de la Seigne.

Selvom jeg allerede her er ret kvæstet giver det lidt ro at bevæge sig stille opad. Prøver at hæfte mig ved (og fokusere) på de positive ting. Vejret er godt, benene er gode, jeg overhaler stadig flere end der overhaler mig og humøret er trods alt ok. Prøver at spise en bar på opstigningen samt få noget væske ned. 5 minutter efter kom det op igen – og som Thure så malerisk selv har beskrevet det….så var det et smukt opkast!!!!

Efter endnu en ud af kroppen oplevelse begynder jeg så småt at nærme mig næste top. Egentlig er UTMB nogenlunde til at løbe. Ikke super teknisk terræn, meeeeeeeen lige her, om natten, i 2400 m højde og mellem to bjergtoppe viser terrænet tænder. Store og små sten mellem hinanden og et ret svært stykke bevæger vi os nu på. Synes at dette er det mest tekniske stykke på hele turen og i det hele taget rigtig fedt – hvis så for pokker bare den mave ville arte sig.

 

Jeg trækker stikket

Har svært ved at bevare humøret nu. mangler i den grad energi og synes bare jeg er i ringe forfatning. Er fast beslutte på at jeg kommer til at trække stikket i Courmayeur – senest.

Går i gang med endnu et relativt langt nedløb. Maven er stadig lige så “løs” som tidligere på natten og jeg kæmper inde i hovedet nu. Prøver at vende alle de negative tanker: jeg er ikke træt, natten er ikke så lang længere, benene er gode osv….Det får nedløbet til at gå sådan nogenlunde på trods af at jeg må “ofre” mig en enkelt gang plus diverse skidestop.

Og nu – ud af det blå (ud af det mørke) kom den der anden farvetone på bjergene. Fra at være sort i sort kom der et rødt skær. Uanset hvor ynkelig tilstanden her var, så var det endnu en magisk morgengry. Det er simpelthen noget af det fedeste at opleve solen langsomt stå op og pludselig var jeg fremme ved næste depot ved Lac Combal

Optur!

Kommer ind i depotet hvorefter jeg ved der venter en relativ lille stigning inden det lange nedløb med hoveddepotet.

Synes folk ser max slidte ud og på en eller anden måde hjælper det mig lidt. Faktisk har jeg fået en lille smule lyst til at drikke og spise lidt igen. Nupper noget cola og lidt vand – mærker efter – ikke umiddelbart noget maven brokker sig over. Tager lidt brød og lidt nødder. Samme følelse igen. JAAAAAA for pokker da. Mærker glæden boble nu. Afsted med mig igen med en gigantisk fed følelse af at krisen måske er på retur og maven alligevel vil samarbejde.

Vi løber her på et langt og lige stykke på en grusvej. Der er sådan noget lavt hængende dis og farverne bliver langsomt mere og mere tydelige. Fuldstændig fantastisk.

 Er helt rørt over “stemningen” i landskabet. Går dog ikke så længe inden vi skal til at arbejde igen, men jeg har det efterhånden godt, solen er ved at være stået op og pandelampen kan pakkes væk. Nej fandme nej om jeg skal udgå i Courmayeur. 

Musik på nedløbet

Således opstemt får jeg mig arbejdet op over næste stigning. På toppen får man klart en fornemmelse af at være kommet om på den anden side af Mont Blanc. 

Jeg er klar til et langt nedløb. Først er det på et singletrack spor der falder rimeligt og der kan holdes ok tempo. Hører musik længere nede. Inden længe suser jeg forbi en flok ældre mænd der her på morgenstunden står og spiller et eller andet jazz agtigt musik. Hyggeligt. Lidt længere nede kommer næste optræden. Kan dog ikke helt gennemskue hvad det er for noget. Nogle der spiller lidt bongo tromme. Lidt hippie stemning og en gymnastik (ved ikke hvad jeg ellers skal kalde hende) dame står og vrider kroppen rundt i nogle særdeles interessante stillinger. En ret skærende kontrast til en flok “stive” løbere der efterhånden er så mørbankede at alle bevægelse gør ondt.

Rammer næste depot, men ved at der kun er cirka 4 km til hoveddepotet. Tager kun en lille slurk vand og fortsætter. 

Har besluttet at skifte sko ved depotet. Løber i Olympus 3.5 i en størrelse 44.5. De føles lidt større i størrelsen end mine vanlige Olympus 3.0 som jeg har i 45. Men skal lige love for at de lange nedløb fortæller mine storetæer at der kræves en mm eller to mere i skoene. Nedløbet foregår på, eller tæt ved en skibakke. Det er virkeligt stejlt og lårene brænder, men inden længe kommer jeg ned i byen. Jeg er virkelig sulten på trods af at jeg har fået klemt en bar og en gel indenbords.

Løber rundt på nogle små gader imellem bygninger og pludselig ser jeg nogen jeg kender. Karin og Per, som vi bor sammen med. Det er simpelthen konge. De løber med mig ind til depotet og får snakket lidt. Og opturen fortsætter, for da jeg har fået min dropbag møder jeg Thomas Skov, som følger Annemette. Får også lige en kort snak her

Depot taktik – eller noget

Skifter fra t shirt til top samt skifter sko. Får vasket mig lidt og en ny omgang vaseline på. Ville gerne have haft pasta, men det serveres kun i egen tallerken eller kop. Et fint og klimavenligt tiltag – havde bare ikke selv grejet med, så det blev 2 stykker brød med ost og pålæg samt noget cola.

Alt i alt tager det 20 minutter hvor jeg har siddet det meste af tiden. Kommer ud igen og får afleveret min dropbag. Får lige de sidste hilsner fra Thomas, Karin og Per. Kæmpe tak fordi I lige var der og peppede stemningen lidt.

Op mod højeste punkt

Godt tanket op gik jeg ud af byen vel vidende at nu skulle der gnaskes højdemetre. De næste godt og vel 20 km ville føre os op mod turens højeste punkt. Varmen begyndte så småt at blive en faktor, men som udgangspunkt var jeg ret godt tilpas.  I baghovedet ved jeg at jeg er i ret kraftigt energiunderskud fra de mange timer hvor jeg intet har kunnet få ned. Bevidst holder jeg et tempo lidt under hvad jeg muligvis ville have gjort på stigningen.

Jeg følges on/off med nogle stykker her. Vi kommer forbi en hel del vandregrupper. Dejligt med lidt liv. De hepper og støtter på bedste vis hvilket er super for motivationen. 

Efter nogle km kommer jeg op forbi en anden deltager. Han ser mit dannebrogsflag på låret og begynder at snakke lidt engelsk til mig (med klart amerikansk accent) Denmark – where do you live…..Øhhh, vender mig om for lige at tjekke ud hvor han er fra. USA – og han spørger hvor i Danmark jeg bor. Smiler lidt og spørger om han kender til Danmark. Han svarer at han har noget familie i DK som han nyligt har besøgt. Ok siger jeg. Jamen jeg bor imellem Vejle og Horsens. Han griner lidt og fortæller at familien han har besøgt, bor i Horsens. Så skal jeg lige love for at verden blev lille der. 

Vi følges ad til vi rammer refugio Bertone.

 

 

Det uendelige stykke

Skynder mig at få tanket op og lige på vej ud synes jeg altså pludselig jeg hører noget dansk?????

Vender mig særdeles uelegant rundt. Uden briller og en kende træt tager jeg mig i at stå og stirre på en anden mands skridt. Lige præcist så lang tid at det når at blive akavet. Manden taler dansk og har ganske rigtigt et lille dannebrog på sit nummer. Hold da fast. Det er Jesper Blegvad der står og snakker.

Vi veksler et par ord mens vi går sammen ud af depotet og videre. 

De næste omkring 7-8 km vil foregår på noget singletrack som går let op og ned. Egentlig er det et stykke som kunne løbes. Jeg løb også delvist, men efter så mange km begynder jeg virkeligt at skulle kæmpe for at løbe. Så det blev en god blanding. Tempoet er stadig fint og jeg overhaler nogle stykker her.  Vi løber i omkring 2000 m højde her med endnu et nærmest guddommeligt view ud over bjergene.

De sidste par km inden næste depot vælger jeg at gå som det primære.  2 grunde – det gik lidt opad plus at jeg mindes at selve stigningen op mod Grand Col Ferret var led.

Endelig er jeg fremme ved refugio Bonatti som er næste depot.

Vi er her ved godt 90 km. På vej ud spørger jeg en ældre herre om ikke det er nu vi skal op på toppen. Nej, nej siger han, lige nogle lette km endnu inden vi skal op – viser også at det vil gå nedad i et stykke tid.

Har meget svært ved at tro ham fordi jeg var helt sikker på at det nu gik op….Men igen. De har total styr på det til UTMB. Ganske korrekt. Få km ret let terræn plus et lille nedløb og jeg var fremme ved Arnouvaz

Oldingen fra Trail Verbier ST Bernard

Indtil nu har maven opført sig eksemplarisk, men hvad pokker. Fornemmer endnu engang det der med at det jeg putter ind gerne vil ud igen. Det var sgu ikke meningen, men jeg trøster mig ved at jeg har fået noget energi ind, så det skal nok gå. 

Stigningen på mod Grand Col Ferret åbner sig op.  Og på de sneglende trailløbere langt deroppe, så har jeg en fin indikation på at det kommer til at gøre naller nu. Solen bager og der er ingen skygge. Alle – selv de mindste mudderhuller, bliver brugt til at få  noget koldt i hovedet. Jeg bevæger mig langsomt men sikkert og kan se at alle kæmper her – inkl mig selv. Det er virkeligt stejlt og toppen kan stadig ikke ses. 5 skridt og en lille pause, 5 skridt pause osv.  Kan ikke lade være med at tænke på at det mest af alt ligner en form for skildpaddevædeløb. Alt går bare langsomt. Jeg holder mindst samme tempo som folk omkring mig og det hjælper lidt.

Længere oppe skal vi dreje skarpt til venstre hvor vi endeligt kan se toppen – dog langt fremme. Jeg kommer op til en ældre herre. Han deltager ikke i løbet men hiker lidt rundt her. Han har en t shirt på fra løbet “Trail verbier St Bernard”, som jeg også har deltaget i. Han kan ikke et ord engelsk og da han er fra Schweiz, kan jeg heller ikke rigtigt glimre med noget der letter samtalen.

Han kigger på mig. Lige i øjnene og siger pludselig: “Kom”.  Tror jeg ligner ret meget et spørgsmålstegn – men finder ud af at han vil gå på en sti der ligger lidt parrallelt med stien de andre går på. Og mærkeligt nok, så tænker jeg, ok, jeg hægter mig på. Det var virkelig underligt, men det, at have en jeg “bare” skulle hænge på den sidste km mod toppen gjorde at tempoet fik lidt et nyk – så tak til den ældre herre (læs gamle mand) der hjalp mig op til toppen. Sjovt at skulle klemme balderne sammen for at hænge på en mand på snart 80 😉

Lyset slukkes

Jeg kommer, synes jeg selv, godt og sikkert over toppen. Jeg er træt og maven gider stadig ikke rigtig noget som helst vådt eller tørt. Der er udsigt til et ret langt nedløb mod La Fouly.

Hvad der sker på de næste 5 km har jeg utrolig svært ved at gennemskue. Jeg går fra at være nogenlunde kørende (efter omstændighederne) til at være fuldstændig og totalt slukket.

Jeg mærker ubehag kort tid efter nedløbet er begyndt. Sådan lidt svimmelhed. Først tænker jeg det nok bare er varmen der driller lidt. Men ubehaget tager til. Forsøger at klemme noget energi ned. I den periode går jeg på trods af at jeg godt kunne have løbet for at give maven ro til at optage. Men lige lidt hjælper det desværre og ud kommer det. 

Begynder at løbe igen, men benene føles som gele, som om de giver efter under mig. En vildt ubehagelig følelse. Skifter mellem at gå og løbe og en kæmpe fortvivlelse trænger sig på. Jeg er helt maxet ud. De næste omkring 20 km ville være et “nemt” stykke uden mange højdemeter. Jeg burde jo kunne løbe her. Men energien var væk. Fuldstændig og ingen mulighed for at indtage noget som helst. 

Fortsætter resten af nedløbet gående med mange stop. Jeg sejler rundt, er svimmel og konfus. 2 km inden depotet er jeg på et tidspunkt bange for at besvime, så jeg smider mig ned i skovbunden, finder tlf og erkender mit nederlag. Ringer hjem og skriver rundt til nogle stykker. Alle prøver at få mig videre, men dumme Dannie har ventet en time for længe med at reagere. Jeg er tom, slukket og i mit hoved udgået af mit største mål længe.

La Fouly

Efter lidt tid i skovbunden trasker jeg det sidste stykke mod depotet i La Fouly. Er simpelthen så træt af det, men kan ikke hive mig selv op. I disse lange løb er det ofte det mentale der skal skubbe én ud over grænsen og lige netop her ved jeg, at jeg har noget at arbejde med. Efter mange år som ultraløber har jeg endnu ikke knækket koden helt, desværre.

Jeg kommer ind og beder om at blive taget ud af løbet. Føj en fæl følelse at få taget sit nummer. Men det er en del af gamet og lige på dette tidspunkt det rigtige for mig.

Hvad kunne jeg have gjort anderledes

Forberedelserne op til løbet havde virkelig været gode. Fik restitueret rigtig godt og var frisk. Følte mig mentalt på toppen og havde styr på ruten og grej. Maveondet undervejs kunne jeg ikke have forberedt mig på. Det kom som et lyn fra en klar himmel. 

Kunne måske have valgt at booke min hjemtur lidt anderledes. Havde efterfølgende et særdeles stramt program hvilket gjorde at jeg i princippet helst skulle i mål senest søndag morgen. under selve løbet kunne jeg ikke helt regne ud hvor meget eller lidt jeg ville kunne have smidt mig for at sove og så se om jeg kunne få noget energi indenbords. Måske fremover der gerne må være lidt luft i rejseplanen.

Tempoet undervejs var rigtig fint. Jeg forcerede ikke noget på noget tidspunkt og havde egentlig ikke så meget fokus på tider og andre deltagere. 

Men alt dette er lidt ligegyldigt. Jeg kom ikke igennem, desværre.

Hvad så nu

Jeg har et enkelt løb i kalenderen tilbage, Costa Blanca Trails midt november. Det er trejde år i træk jeg skal deltage. Elsker det løb. Godt 100 km med 6000 højdemeter. Mange danskere skal med igen og det bliver mega hyggeligt.

Ingen løb i kalenderen i 2020 og jeg ved ikke helt hvad jeg kommer til at gå efter der. Jeg har point nok til at søge UTMB igen. Har en side der gerne vil have revanche med de 100 miles. Ikke nødvendigvis UTMB. Scenic Trail, KAT100 og UT4M er bestemt kandidater. Har også en tanke om at skulle prøve nogle andre og for mig helt nye løb. Måske også ikke have så mange løb, men muligvis nogle ture i bjergene uden stresset omkring det at skulle være i et løb????

Mulighederne er mange og åbne. Jeg glæder mig allerede til dem – uanset hvad det bliver

Vil igen, igen takke min familie, venner og sponsorer ( Scott Danmark, Altra Danmark, Agisko Danmark og Elitegear.dk) for al den støtte i har givet før, under og efter løbet. Tak for alle jeres kommentarer alle mulige steder. De hjælper og varmer alle sammen

For lige at runde overskriften af denne beretning af….”STØRST” – når jeg tænker på UTMB, så kommer den kære Peter Ingemann hele tiden frem på nethinden. Han har lavet en række programmer der omhandler begivenheder eller ting der bare er størst indenfor deres kategori. Og med hans ord i baghovedet må jeg bare sige at UTMB er STØRST – på godt og ondt

Prøv lige at tjekke denne video ud med “Best of 2019”

Mod nye mål – vi ses derude 🙂

// Dannie

@dannietrail