Thy Trail Marathon – Danmarks barskeste marathon.
Yes det kan jeg skrive under på. Selvom jeg “kun” var udsat for den halve distance, har dette løb været det hårdeste jeg har deltaget i til dato.

image

Lørdag d. 27 Febuar var datoen for dette års Thy trail marathon. Det var samtidig også min fødselsdag og da jeg er et dedikeret familiemenneske plus løbenørd, kunne jeg ikke forestille mig en bedre kombi end at blive godt forkælet af familien og så løbe et fedt trailløb i noget af Danmarks smukkeste natur på denne dag.

Efter sang, gaver og lækker morgenmad, satte min mand og jeg kl 9 kursen mod Cold Hawaii i Klitmøller hvor der skulle hentes startnummer. Vejret var smukt, sol og blå himmel. Da vi ankom var der allerede mange løbere og snakken gik mens der blevet udleveret startnumre.

Vandstanden havde de foregående uger stået meget højt i områderne hvor vi skulle løbe, et af de steder vi skulle over, stod vandet en fuldvoksen mand til brystkassen og med mine 165 cm, var jeg faktisk ret nervøs for at skulle igennem denne meget kolde vandmængde. Jeg havde lånt et par neopren løbetights af en god veninde for at undgå alt for kolde lår under løbet. Fredag aften før løbet, blev ruten dog ændret og lagt udenom det dybe vandområde og i stedet fik vi 2 km længere på stranden.

Kl 11 gik vi til busserne og blev kørt ud til startområdet. Solen stod stadig højt og der var ikke meget vind. Perfekt vej til en trail i Thy nationalpark.

Mens vi fik info om løbet, kom de første marathonløbere forbi depotet ved 21 km. Mange så allerede trætte og våde ud og mine sommerfugle i maven fløj nu endnu hurtigere.

image

Så blev det vores tur. Jeg var klar. Starten gik på stranden og de første kilometer gik langs vandet i meget blødt sand.

Efter 3 km gik turen videre op i klitterne og ruten gik nu på én lang række ad single tracks med stigninger og nedløb i smuk natur,inden vi igen skulle løbe i det bløde sand på stranden. Jeg har tideligere løbet North Beach halvmarathon, hvor hele distancen foregår på stranden ved vesterhavet og jeg også løbet 16 km trail på stranden før, men denne omgang sand var det blødeste og tungeste jeg har været udsat for, det kom virkelig bag på mig hvor hårdt det var denne dag.

Efter en smuk og hård strandpassage forbi de gamle fiskerhuse og langs høje skråninger på stranden, fortsatte turen op ad en stejl klit og ind i lyngområder med vand, grusstier, en kort asfalt rute og så tilbage ind i lyngområderne.

Det var i disse områder vi stiftede bekendtskab med vandpassagerne. Vandet var iskoldt, der hvor det stod højest, gik det mig til op på låret, pga kulden, føltes det som om at fødder og tæer frøs til is og knive blev stukket i dem – virkeligt ubehageligt. De første skridt på land igen, føltes fødderne døde, men hurtigt kom der gang i blodcirkulationen og det hele føltes godt og varmt igen.

Min mand var med som tilskuer, han følger altid mine løb og er en kæmpe opbakning når jeg er afsted. Også denne dag stod han klar med kameraet på forskellige steder på ruten og tog fine billeder af naturen og os løbere. Det er fantastisk at have billeder at kigge på efter sådan en oplevelse.

image

Turen bød på mere vand og mudderhuller og jeg var rigtig glad for de løbetights jeg havde lånt. Humøret havde været højt hele turen og jeg blev lige lidt ekstra høj ved det sidste vanddepot, hvor vi fik opmuntring om at der kun var ca 4,5 km tilbage til mål. Jeg gav den lidt ekstra da jeg løb igennem de sidste vandpassagerne i klitterne, fik endda taget et par billeder og tænkte at nu var det bare ligeud af stien og så var målet der meget snart.

image

Det viste sig dog at jeg ikke havde regnet det hele ud. Op over klitterne gik ruten igen ned på stranden i det bløde sand. Og det skulle vise sig at de sidste 3 km skulle foregå her

Med en meget træt krop og fødder der forsvandt dybt ned i sandet ved hvert skridt, skulle jeg virkelig finde noget mental styrke frem for at komme i mål. Jeg måtte ned at gå et par gange og forsøgte at finde energi fra de  positive tilråb jeg fik fra andre løbere, der så ud til at være ligeså pressede som jeg. Stranden føltes uendelig, men efter et stykke tid, der føltes som timer, kunne jeg endelig se målflagene.

image

Med en krop der var presset max, løb jeg ret stolt af mig selv over målstegen. Alt i min krop gjorde ondt og især lænden var øm efter kilometerne i sandet…….men hvor var jeg stolt af mig selv. Thy trail marathon har helt klart været den fysiske og psykiske anstrengelse værd. Et utrolig smukt, hårdt og anderledes trailløb i barsk natur.

Hjemme igen hos familien,tog jeg et ekstra stort stykke af lagkagen, jeg var træt men høj på trail og min krops præstation.

Trail er fantastisk – selvom om jeg er forholdsvis ny er jeg er SÅ glad for at jeg er blevet en del af den verden og jeg glæder mig allerede til Thy Trail Marathon 2017 – hvem ved, måske med den hele distance.

thetrailtype

_______________________________________________

Meld dig ind i RunningBlogs facebookgruppe og få besked når der er nye indlæg på bloggen.