West Coast Autumn Ultra 50 miles (85 km) Raceday
Mit mål for løbet var at gennemføre uden at skulle gå ret meget og de første 80 km ville jeg gerne gennemføre på under 10 timer. Lørdag morgen kl 6.30 stod jeg klar i Esbjerg. Herfra kørte arrangørerne, Daniel og Rahul, os til Blåvand fyr, hvor start var. Der var fælles start for 50 km og 50 miles, og vi skulle følge samme rute de første 17 km, herefter var der en sløjfe på 35 km til 50 miles, hvorefter vi fulgte samme rute i mål. Det var en lille flok, der stod klar til start – der var kun 5 til start på hver af de to distancer.
Kl 7.30 blev vi sendt afsted. Jeg havde bestemt mig for at starte ud i roligt tempo, ca 6:30. Den første km blev lidt hurtigere, men da vi kom ned på stranden, som vi skulle løbe de første 10 km på, fandt jeg hurtigt ned i rette tempo. Dette gjorde at jeg hurtigt blev alene. Den forreste gruppe på 6 var lige lidt for hurtige, og jeg valgte at holde tempoet nede.
Jeg havde ikke styr på, hvem der løb 50 km og hvem der løb 50 miles, så jeg havde ingen anelse om, hvor jeg lå placeret.West coast autumn ultra

Det var en fantastisk start med solopgang på den ene side og Vesterhavet på den anden side.
Efter 10 km løb jeg ind i klitterne og igennem et sommerhus område ved Vejers Strand. Depot 1 West Coast autumn ultra Ved 17 km kom jeg til depot 1, hvor jeg hentede de to, som var foran mig på 50 miles.
Min strategi havde holdt fint både med tid og energi. Jeg fik fyldt op og fulgtes videre med de to andre. Vi brugte lidt tid på at komme i gennem noget krat som GPS’en mente var den rigtige vej. Da vi kom ud på en sti igen holdt jeg igen mit eget tempo og lod de andre 2 løbe videre.

Her fra gik ruten igennem klitter og plantage og efter 24 km kom jeg igen ned på stranden.West coast autumn ultra  Her begyndte kroppen at nægte at løbe videre. Ruten fulgte stranden ca 5 km og jeg kunne se de to forreste, men der var langt op.
Lige inden Henne Strand var jeg nede og gå. Heldigvis var der en del mennesker på stranden og så var jeg jo nød til at løbe. Jeg fik mig kæmpet igennem de 5 km på stranden og drejede op igennem klitterne med løst sand og bakker. West coast autumn ultra Her blev jeg enig med mig selv og min krop om at det var sidste gang jeg løb så langt – aldrig mere! Fremover vil jeg maks løbe 50 km. Jeg spiste en müslibar og kom i tanke om mine 32Gi G-shot og tog en.
Efter et par km kom jeg til fornuft (og kom i tanke om at jeg er tilmeldt spor24 til maj) og kom i gang med at løbe igen.

Ved 35 km var der mulighed for at fylde vand op og herefter en trappe op på Blåbjeg, Blåbjerg West Coast autumn ultra her stod Rahul og heppede og tog billeder. Han fortalte mig at jeg kun havde ca 10 minutter op til nr. 2, det gav lidt energi da jeg egentlig havde frygtet at jeg snart blev overhalet og nr. 1 og 2 var langt væk. Jeg var lidt langsommere end de planlagte 6:30 og lå på ca 7:00.

Ved 41 km hentede jeg Peter, der lå nr. 2. Han var løbet for langt og var lige kommet tilbage på sporet. Vi fulgtes ad i gennem noget sump og ret ufremkommeligt terræn. Da vi kom i gennem og ud på noget, der lignede stier igen, trak han fra mig.West coast autumn ultra
Frem mod depot 2, 52km, fik jeg løbet det meste af vejen og kom igennem endnu et fedt stræk med ingen stier og masser af træer, hvor der skulle kravles over og under grene og stammer.
Ved depot 2 ventede yngste sønnen, konen, svigerfar, kakao og snolder. Jeg fik tanket godt op og følte mig klar til de sidste 33 km, som nu virkede overskuelige.

Kampvognsspor fra helvede
500 m fra depotet startede 10km i øvelsesterræn.Kampvogns spor West Coast autumn ultra Skønt opkørt, blødt sand, meter dybe spor med dejligt koldt vand og meget mere sand og vand. Men også en flok kronvildt, der krydsede vejen 25 meter foran mig.
Jeg kæmpede mig igennem, selvom jeg en overgang var tilbage ved de maks 50 km, min krop var mest stemt for bare at ringe efter familien og komme hjem i varmen. Men nu havde jeg undværet kaffe i 3 uger og var ikke stået op kl 5 for at give op, jeg overbeviste min krop om at komme i gang og komme videre, faktisk snakkede jeg højt med mig selv og ikke særlig pænt. Men det hjalp og jeg kom videre.

Depot 3
Efter øvelsesterrænet kom jeg til Oksbøl, hvor der var et par flade km asfalt. Det var dejligt at få nogle km med lidt mere tempo og det sidste depot nærmede sig. 2 km før depot 3 mødte jeg Daniel og Rahul som fik taget lidt billeder og heppet mig mod depotet.
Ved depotet fortalte de at jeg nu var nr 2 og at Peter, som nu var nr 1, var ca 15 minutter foran og så træt ud. Jeg fik tanket op med energidrik og spist snolder og drukket en masse cola.

Næste mål 80 km
Fra depotet var der 15 km til mål og 10 km til jeg rundede de 80 km. Målet med 80 km på 10 timer lå lige lidt for langt væk til at jeg troede på det, men jeg forsøgte at holde lidt tempo, hvilket betød ca 7:30.
De første 5 km fra depotet var på asfalt, men herefter kom jeg ind på det fedeste spor igennem skov på single track.
Jeg nåede de 80 km på 10:25 og manglede nu kun 5 km, som fulgte stranden på en lille sti med udsigt til solnedgang over Ho Bugt.

Solnedgang og 100m til mål

Solnedgang og 100m til mål

De sidste km løb jeg helt nede på stranden, jeg pakkede GPS’en væk og nød udsigten til en kold øl i mål.
Efter 11 timer og 15 minutter krydsede jeg målstregen på strand promenaden i Hjerting som nr. 2, ca 18 minutter efter Peter. De sidste to på den lange tur kom ind ca 2 og 3 timer efter.

Mål øl :-)

Jacobsen Brown Ale 🙂

Efterfølgende er jeg egentlig ret godt tilfreds. De 80 km på10:25 er, ruten taget i betragtning, helt fint og jeg kan ikke sætte en finger på hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg fulgte programmet og de små skader jeg fik kom jeg rimeligt nemt igennem. Så nu er jeg klar til en masse km i vinter vejr med frost og sne. Næste løb er Fusingø trail d. 27 december på 52 km og herefter VUMB i februar på 2×37 km.